Taget ud i pausen efter en tam indsats uden mål - igen!
Den store historie fredag aften i europæisk fodbold var ikke Paris Saint-Germains sene comeback-sejr over Lille, men derimod Lionel Messi, som kun fik 45 sløje minutter på banen for PSG.
Superstjernerne fra Paris var i pausen nede 1-0 på hjemmebane, og Messi havde ikke imponeret på sin position som falsk-9'er side om side med Neymar og Angel Di Maria i offensiven.
Men derfra til at pille verdens måske bedste spiller nogensinde af banen er der alligevel et stykke, så hvad var forklaringen? Det var det store spørgsmål, som reporterne bombarderede træner Mauricio Pochettino med efter kampen.

Træneren kunne hurtigt nedtone dramaet, da forklaringen var simpel: De ville ikke tage chancen for at forværre en mulig skade hos deres argentinske juvel.
»Vi tog ham ud for en sikkerheds skyld. Vi talte med klublægen. Nu må vi vente og se. Han kunne ikke spille videre, men det er ikke et stort problem. Han bliver klar til næste kampe,« siger Pochettino om den argentinske verdensstjerne, som havde været tvivlsom op til kampen.
Det var angriberen Mauro Icardi, som kom på banen i stedet for Messi til anden halvleg, hvor PSG vendte 0-1 til en 2-1-sejr, som gør, at holdet fører Ligue 1 med 10 point ned til andenpladsen.
Pochettino afviser dog, at Messi, som endnu ikke har scoret eller lavet en assist i fem liga-kampe for PSG, hæmmer holdet.
»Jeg synes ikke, det var det, der var problemet i fførstehalvleg. LiIle kender os vældig godt. Vi var ikke gode nok til at fodre vores offensive spillere og kontrollere spillet. Men jeg tror ikke, at det er en enkelt spiller eller en enkelt position, som ændrer alting,« siger træneren.



