Paul Pogba har ombestemt sig. Nu vil han gerne blive i Manchester United.
Det skyldes især én person.
Ifølge Daily Mail er den franske fodboldspiller 'imponeret' over den transformation, der er sket med holdet, siden ankomsten af en storspillende Bruno Fernandes - der i sine otte kamp for den engelske klub endnu ikke har prøvet at tabe: Facit er fem sejre og tre uafgjorte.
'Han tror på, at han kan være med til at udvikle et spændende midtbane-makkerpar med den nye portugisiske spiller,' skriver mediet om Paul Pogba.

Det har omvendt ellers længe været betragtet som et faktum, at den franske stjerne gerne vil væk fra Manchester United.
Selv om Paul Pogba altså ikke offentligt har været ude og sige, at han vil forlade Premier League-klubben, har der været historier fremme om, at han skulle have fortalt sine holdkammerater om ønsket.
Omvendt har fodboldspillerens agent, Mino Raiola, åbent sagt, at Paul Pogba gerne vil tilbage til sin tidligere klub, Juventus. Også fodboldspillerens bror har stået frem og fortalt om planerne for et klubskifte.
Imens er det ikke blevet til specielt meget spilletid for Paul Pogba under manager Ole Gunnar Solskjær i denne sæson, der er blevet smadret af skader:
Det blev til fuld spilletid i seks kampe i august/september, inden den første skadepause ramte.
Siden blev det til to indhop i december, inden den næste skadepause ramte.
Siden har Paul Pogba ikke været på banen.
Han træner dog igen med holdkammeraterne, og der er en mulighed for, at der kan blive tale om et comeback i torsdagens Europa League-kamp mod Lask eller i weekendens Premier League-kamp mod Tottenham.
Daily Mail skriver, at Manchester Uniteds afslutning på sæsonen - ikke mindst hvis det resulterer i kvalifikation til Champions League, 'kan få betragtelig betydning for Pogbas endelige beslutning til sommer'.
Paul Pogba har lige over to år tilbage af sin kontrakt med Manchester United.