Jesse Lingard kan godt begynde at pakke.

Fodboldspilleren skal finde sig en ny klub til sommer, for han har ingen fremtid i Manchester United.

Ifølge Goal har den norske manager Ole Gunnar Solskjær 'mistet tilliden' til den engelske landsholdsspiller, der kom til den engelske storklub som syvårig.

Efter januar-ankomsten af Bruno Fernandes og Odion Ighalo er Jesse Lingaard dog røg langt ned i hierarkiet, og han er efterhånden langt væk fra en plads i startopstillingen. Kun i de mindre cupturneringer bliver det efterhånden til spilletid.

Jesse Lingard ser ikke ud til at have en fremtid på Old Trafford.
Jesse Lingard ser ikke ud til at have en fremtid på Old Trafford. PHIL NOBLE

Og selv om offensivspillerens kontrakt med Manchester United løber til 2021, ligner det et salg allerede til sommer. Og på den led passer det så meget godt, at fodboldspilleren for nyligt har skiftet agent til den berømte og berygtede Mino Raiola.

Imens kan Daily Mail fortælle, at Ole Gunnar Solskjær omvendt allerede er begyndt at planlægge en større indkøbstur til sommer. Mediet har angiveligt indsigt i navnene på ønskelisten, der skulle se således ud:

  • Declan Rice, midtbanespiller fra West Ham.

  • Saul Niguez, midtbanespiller fra Atletico Madrid.

  • James Maddison, offensiv midtbanespiller fra Leicester.

  • Jack Grealish, offensiv midtbanespiller fra Aston Villa.

  • Jadon Sancho, angriber fra Borussia Dortmund.

  • Thomas Müller, angriber fra Bayern München.

  • Moussa Dembele, angriber fra Lyon.

  • Joshua King, angriber fra Bournemouth.

Efter weekendens sejr over bysbørnene fra Manchester City antydede Ole Gunnar Solskjær da også kraftigt, at noget skal ske til sommer, hvor også Paul Pogba ser ud til at være fortid.

»Vi ved, at vi mangler en, to, tre spillere og noget erfaring for at kunne spille med om mesterskabet. Det er vi bevidste om,« sagde Manchester United-manageren.

Harry Kane spøger på Old Trafford.
Harry Kane spøger på Old Trafford. Chris Radburn

Men der kan være flere store ting på vej. I sidste uge kom det således frem, at Harry Kane skulle være interesseret i et skifte til Manchester United til sommer.

Og den historie er ikke helt død.

Evening Standard skriver, at det længe har kløet hos Uniteds transferjonglør Ed Woodwaard for at udfordre den benhårde Tottenham-ejer David Levy.

'Så vil Harry Kane friste Manchester United-chefen til forhandlingsbordet?' som mediet spørger.