Paul Pogbas storebror, Mathias, gør ikke meget for at dæmpe polemikken om den franske fodboldspiller i Manchester United.

»Alle ved, at Paul gerne vil forlade Manchester United.

Bum. Sådan siger Mathias Pogba i det spanske talkshow 'El Chiringuito'.

Storebroren skaber dermed igen røre i dn langstrakte ballade i den engelske fodboldklub, hvor den franske midtbanespillers fremtid længe har været et tema. Bliver han, vil han væk?

Mathias Pogba slår i hvert fald fast, hvorfor et exit skulle stå meget højt på ønskesedlen hos lillebroren.

»Han vil spille Champions League-fodbold og vinde titler. Vi ved alle, at det ikke kommer til at ske hos United,« siger Mathias Pogba og tilføjer:

»Vi må se, hvad der sker til sommer.«

Udmeldingen kommer kun kort efter, at Paul Pogbas agent, Mino Raiola, og Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær har været i verbal infight omkring den franske midtbanespiller, der nærmest har været skadet i hele den indeværende sæson.

Brødrene Pogba: Florentin (tv.), Paul og Mathias (th.).
Brødrene Pogba: Florentin (tv.), Paul og Mathias (th.). GUILLAUME SOUVANT

Deres meningsudvekslinger kulminerede mandag aften - det kan du læse meget mere om her.

For ikke længe siden har Mino Raiola fortalt til dem, der lyttede, at Paul Pogba gerne vil tilbage til sin tidligere klub, Juventus.

Engelske medier har skrevet om, at den franske fodboldspiller forlængst har fortalt sine Manchester United-holdkammerater, at han gerne vil videre.

Paul Pogba er den eneste af de tre brødre i familien, der for alvor har fået en karriere inden for fodbold. Storebrødrene Mathias og Florentin har kun spillet på knap så højt et niveau.