Ole Gunnar Solskjær gad ikke tale mere om det.

»Jeg behøver ikke kommentere på Mino og alt det, han siger, gennem medierne,« lød svadaen fra ham.

Kort forinden havde Manchester United-manageren ført sit hold til en 2-0-sejr over Chelsea på udebane, men alligevel blev han efterfølgende bombarderet med spørgsmål om noget helt, helt andet: Den ikke-spillende, evigt-skadede Paul Pogba og hans agent Mino Raiola.

»Alle har en stemme og en mening og der bliver sagt ting om os, som man gerne vil kommentere på, men det er klogere at lade være,« sagde Ole Gunnar Solskjær til Sky Sports.

En glad Ole Gunnar Solskjær efter mandagens sejr over Chelsea.
En glad Ole Gunnar Solskjær efter mandagens sejr over Chelsea. MATTHEW CHILDS

Det betændte forhold mellem klub, agent og spiller dukkede igen op i forbindelse med mandagens storkamp i Premier League.

Her havde den norske Manchester United i optakten slået fast, at 'Paul Pogba er vores spiller og ikke Minos' i en snak om fremtidsudsigterne for den franske fodboldspiller med de mange skader. Han sagde videre, at han 'helt sikkert' ikke havde talt med den kontroversielle agent.

Det fik Mino Raiola til at reagere mandag aften kort inden kick-off af kampen mellem Manchester United og Chelsea. Og gå til angreb.

'Pogba er ikke min og slet ikke Solskjærs ejendom. Paul er Paul Pogbas. Man har længe ikke kunnet eje et menneske i Storbritannien eller nogen andre steder. Jeg håber ikke, at Solskjær antyder, at Paul er hans fange,' lød det blandt andet fra den hollandske agent på Instagram:

Mino Raiola har aldrig været bange for at sige sin mening.
Mino Raiola har aldrig været bange for at sige sin mening. VALERY HACHE

Mino Raiola skrev videre, at 'Solskjær skal huske på de ting, han sagde til Paul i sommer' og at 'Solskjær nok er frustreret af andre årsager og derfor blander tingene sammen'. (Se hele Mino Raiolas Instagram-opslag i bunden af artiklen)

Det var de udtalelser, som den norske manager ikke gad forhold sig til efter mandagens sejr over Chelsea.

Her slog han igen fast, at han ikke har tænkt sig at tage kontakt til fodboldspillerens agent, der for nylig var ude og sige, at Paul Pogba vil tilbage til Juventus.

»Jeg kunne sikkert selv tale med ham, men det vil jeg sandsynligvis ikke gøre. Paul og Mino kan have deres samtaler, og det er helt fint,« sagde Ole Gunnar Solskjær.

Han var i øvrigt glad for de tre point, der skærpede konkurrencen om fjerdepladsen og den sidste plads i næste års Champions League-turnering. Med sejren er Manchester United nu kun tre point efter netop Chelsea, der ligger nummer fire.

»Det her giver os en chance, men vi kommer ikke til at få hjælp fra nogen,« konstaterede Ole Gunnar Solskjær, der dog også gav udtryk for utilfredshed over, at kampen skulle spilles på en mandag med Europa League-knockout-kampe mod Club Brugge forude:

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke kunne spille fredag eller lørdag, når vi allerede skal spille igen på torsdag.«

Se Mino Raiolas udbrud herunder: