Simon Kjær er ude med en korsbåndsskade det næste halve år, og det efterlader AC Milan med et hovedbrud.

Men ifølge Sky Italia kan løsningen på den danske skade være netop … dansk.

Mediet skriver, at blandt flere kandidater har man noteret sig Kjærs landsholdskollega Andreas Christensen, der i øjeblikket kæmper med det næste skridt i karrieren. Milan er klar til at hente ham til allerede i januars transfervindue.

Christensen har kontraktudløb til sommer, og efter flere forhandlinger mellem Christensen og Chelsea er stadig intet underskrevet.

Simon Kjær og Andreas Christensen kan komme til at se endnu mere til hinanden.
Simon Kjær og Andreas Christensen kan komme til at se endnu mere til hinanden. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Det har skubbet danskeren ud i kulden i Chelsea, hvor træner Thomas Tuchel undervejs har straffet danskeren med en plads på bænken i håbet om at få skred i processen.

»Vi er nødt til at håbe på, at dette kan være med til at påvirke kontraktsituationen en lille smule,« sagde Tuchel efter Chelseas kamp mod Watford.

Milan er efter sigende yderst varme på Christensen. Sportsdirektør Frederic Massara og klubbens tekniske direktør, legenden Paolo Maldini, har begge danskeren højt på ønskelisten, men man frygter, at kontraktbøvlet med Chelsea i sidste ende vil blive løst.

Men hvis det ikke gør, er man klar til at slå til.

Simon Kjær blev skadet i sidste uge i det første minut af opgøret mod Genoa.

Det så med det samme rigtig slemt ud, og desværre bekræftede de næste dages undersøgelser de bange anelser.

Fredag blev Kjær opereret for sin knæskade, og dommen på seks måneders pause blev meldt ud af AC Milan.

Det er blot en måneds tid siden, at Kjær forlængede sin kontrakt med storklubben til sommeren 2024.