Christian Eriksen holder sig i øjeblikket i gang i Schweiz, skriver et schweizisk medie.
Det er RSI Sport, der sender radio og tv på italiensk i alpelandet, som skriver, at Eriksen træner i byen Chiasso, der ligger tæt på den italienske grænse. Kun 55 kilometer fra Milano, hvor Eriksen stadig har bolig og netop har revet kontrakten over med Inter inden jul.
Træningen skulle finde sted på stadionet Riva IV, der huser det schweiziske fodboldhold FC Chiasso. Ifølge RSI Sport vil Eriksen træne her de kommende dage.
Et bud på, hvorfor Eriksen træner i Schweiz og ikke i Italien, kan dreje sig om støvelandets strikse regler. Eriksen var ikke i stand til at fortsætte karrieren i Inter, da det ikke er tilladt at dyrke eliteidræt og spille med den ICD-enhed – eller defibrillator – som danskeren fik indopereret efter sit kollaps i Parken under EM i sommer.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Eriksens agent, Martin Schoots, omkring træningssituationen. B.T. har været i kontakt med fanen, der tog billedet med Eriksen, og han bekræfter, han mødte danskeren i Chiasso.
B.T. har tidligere kunnet fortælle, hvordan Eriksen i starten af december brugte OBs anlæg hjemme i Odense til at genoptræne. Kort før jul blev det officielt, at Eriksen og Inter gik hver til sit efter et halvt års uvished.
Siden har hans agent, Martin Schoots, udtalt sig til flere medier om de næste skridt. Heriblandt B.T., da alle pile peger på, at Eriksen vil gøre et forsøg på at genoptage karrieren.
Ajax, OB og Premier League er blevet nævnt som mulige alternativer for danskerne. Du kan få et overblik over situationen i denne artikel. Meget tyder på, at Eriksen gerne vil fortsætte i udlandet, hvis det lykkes at genoptage karrieren. Og genoptræningen i Schweiz er endnu en indikation på, at der drømmes stort hos danskeren.


