Tottenhams absolut største stjerne, Harry Kane, er længe blevet rygtet væk fra London-klubben, og nu har sagen taget en potentiel dramatisk drejning.

Angriberen er mandag formiddag ikke dukket op til sin første træning. Det skriver Sky Sports.

Englænderen har indtil nu været på en lille ferie efter EM-slutrunden, hvor det hele sluttede med et skuffende finalenederlag, men det var meningen, at Kane skulle være mødt op til sin første træning igen mandag.

Den engelske angriber fortalte tilbage i maj, at han ønskede at komme til en større klub end Tottenham, men klubben har siden været ude og afvise, at man ville lade ham gå – også selvom Kane havde en gentlemanaftale om at blive solgt med klubbens formand, Daniel Levy.

Tottenham-fans har gennem mange år set Harry Kane i en jublende rolle. Men nu kan det være slut.
Tottenham-fans har gennem mange år set Harry Kane i en jublende rolle. Men nu kan det være slut. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Manchester United og særligt Manchester City har været de klubber, der er blevet meldt interesserede, men problemet har hele tiden handlet om de mange penge, som Tottenham forlanger, hvis de skal lade deres stjerne sige farvel.

28-årige Harry Kane har været i Tottenham siden 2004, da han startede på klubbens akademi.

I 2009 blev han så rykket op i førsteholdstruppen, hvor han i første omgang blev lejet ud til forskellige engelske klubber, inden han efterfølgende brød igennem.

Siden er han blevet kendt som en notorisk farlig angriber, der gennem en efterhånden lang årrække har banket målene i kassen for Tottenham, og som lige nu står noteret for 166 Premier League-mål i 245 kampe.

Det gør ham til den syvende mest scorende spiller i Premier Leagues historie.

Til gengæld er det ikke blevet til et eneste trofæ, og det skulle i høj grad være derfor, at stjernen over dem alle nu vil væk.

Tottenham har endnu ikke selv meldt noget officielt ud angående Harry Kanes fravær.