Christian Poulsen er tilbage på træningsbanen.
Efter at have været i corona-karantæne i lidt over en uge, er den tidligere danske landsholdsspiller igen at finde på Ajax' sidelinje.
Det skriver det hollandske medie Voetbalzone.
Christian Poulsen, der er assistenttræner i den hollandske storklub, blev sendt i karantæne ligesom to andre medlemmer af staben, men nu er det blevet undersøgt, at de tre personer ikke udgør en smittefare for holdet.

I sidste uge bekræftede kommunikationschef i Ajax, Miel Brinkhuis, til B.T, at der var tale om flere personer i karantæne hos Ajax-klubben, selv om de ikke var smittet med coronavirus.
'Vi har bedt tre medlemmer af staben om at blive hjemme i en uge på grund det faktum, at de var til en middag sidste fredag, hvor der var en deltagende, der er blevet testet positiv for corona for to dage siden,' skrev han i en sms til B.T
Ajax' udmelding stemte overens med oplysningerne om, at Christian Poulsen for to uger siden spiste middag med sin tidligere landsholdskollega Thomas Kahlenberg.
Det var i forbindelse med Christian Poulsens 40-års fødselsdag, hvor der var flere tidligere italienske holdkammerater til stede, at Thomas Kahlenberg blev smittet med coronavirusset, som endte med at sende danskeren i hjemmeisolation.

Efter fødselsdagsfesten i Amsterdam var Kahlenberg til stede på Brøndby Stadion til kampen mellem Brøndby IF og Lyngby, og her var den tidligere landsholdsspiller i kontakt med flere personer - heriblandt spillere og ledere på de to hold.
Det besøg på Brøndby Stadion endte blandt andet med at sende Brøndbys Joel Kabongo, assistenttræner Martin Retov og administrerende direktør Ole Palmå i hjemmekarantæne.
Derudover måtte Lyngby-spillerne Patrick Da Silva, Martin Ørnskov og Kasper Jørgensen ligeledes placeres i hjemmekarantæne.
I går kunne Thomas Kahlenberg så fortælle, at han er blevet raskmeldt, og dermed blev han genforeneret med sin familie, som han ikke havde set i over en uge.