Endelig.
Det er det første ord i den tidligere fodboldspiller Thomas Kahlenbergs opslag på Instagram, hvor han meddeler, at han er meldt rask.
I sidste uge kom det frem, at den 36-årige Brøndby-legende var smittet med coronavirus. En sygdom, som han pådrog sig i forbindelse med en rejse til Amsterdam, hvor han var til fødselsdag hos en anden tidligere fodboldspiller, Christian Poulsen.
'Endelig samlet igen. Jeg er meldt rask! Endnu en gang mange tak for den rørende støtte, vi er blevet mødt af,' skriver Thomas Kahlenberg på Instagram.
Kahlenbergs coronasmitte sendte blandt andet 13 personer fra Brøndbys administration i karantæne, fordi de havde været tæt på den tidligere midtbanespiller i forbindelse med kampen mellem Brøndby og Lyngby på Brøndby Stadion 1. marts. Også flere Lyngby-spillere og Brøndby-fans måtte en tur i karantæne.
'Jeg er så ked af alt det, jeg har 'sat i gang'. Folk, der er sat i karantæne, osv. Jeg sender dem alle mange tanker og håber, ingen vil blive sygdomsramt,' skrev Thomas Kahlenberg i den forbindelse på sin Instagram-profil.
Men efter flere dage i isolation kan Kahlenberg kalde sig rask og nyde den genfundne frihed med sin familie.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Thomas Kahlenberg, men han ønsker ikke at udtale sig yderligere end det, der fremgår af opslaget, fortæller han.