Den tidligere fodboldspiller Christian Poulsen er kommet i karantæne fra Ajax-holdet, som han er en del af. Det skyldes frygten for corona-virus.

Det har B.T i samarbejde med Algemeen Dagbladet fået bekræftet.

Dermed har coronavirussen nu også fået konsekvenser for Ajax Amsterdam, hvor den tidligere landsholdsspiller i dag er ansat som assistenttræner.

Mediet skriver, at Christian Poulsen ikke viser symptomer og ej heller har fået konstateret coronavirus, men han er blevet sendt i karantæne - men dog kun fra Ajax-holdet, som han ikke må komme i kontakt med.

Thomas Kahlenberg - der er blevet ramt af virussen - var i weekenden til Christian Poulsens fødselsdagsmiddag i Amsterdam.

Det var her, Thomas Kahlenberg pådrog sig den coronavirus, der har sendt ham i karantæne i 14 dage. Der var også italienere med til fødselsdagen. Italien er som bekendt et af de lande, der er hårdt ramt i øjeblikket.

Også 13 personer fra Brøndby IF - herunder assistenttræneren Martin Retov og den administrerende direktør Ole Palmå - samt tre spillere fra Lyngby Boldklub er blevet sendt i karantæne, efter de to klubber mødte hinanden i weekenden.

For her var Thomas Kahlenberg på besøg på Brøndby Stadion i forbindelse med Superliga-kampen.

Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det var torsdag eftermiddag, Ajax-spillerne fik beskeden om, at Christian Poulsen ikke var med til dagens træning. Det samme gjorde sig gældende for to andre fra staben, der også er blevet sendt i karantæne. Disse to var også med til fødselsdag fredag.

Det hollandske medie De Telegraaf skriver, at lægerne i Ajax har givet Christian Poulsen og de to andre medarbejdere besked på at måle deres temperatur. Får de på et tidspunkt feber, vil de blive testet for coronavirus. Hvis de derimod ikke viser tegn på at være blevet smittet, kan de snart vende tilbage til arbejdet.

Christian Poulsen var sammen med holdet onsdag, da Ajax mødte FC Utrecht, og Ajax tager altså ingen chancer i forhold til eventuel smittefare.

B.T Sport har forsøgt at få en kommentar fra både Christian Poulsen og Thomas Kahlenberg, men det er indtil videre ikke lykkedes.