Venstres folketingsmedlem Sophie Løhde er kæreste med Ole Palmå, der frygtes smittet med coronavirus.

Derfor er den administrerende direktør i Brøndby blevet sendt i karantæne.

Det bekræfter han overfor B.T.:

»Ja, det er korrekt. Jeg er sendt i hjemmekarantæne,« siger Ole Palmå og fortsætter:

Ole Palmå.
Ole Palmå. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er 14 dage, hvor jeg ikke må se nogle mennesker. Det gælder ligeledes min kæreste.«

Skal din kæreste tjekkes for virussen?

»Nej, det er der fuldstændig styr på. Hun er slet ikke blandet ind i det eller i fare for noget.«

At Ole Palmå ikke må se sin kæreste de kommende to uger, tager han meget roligt:

»Sådan er det. Det er sådan, reglerne er. Og det løser vi selvfølgelig,« siger han afsluttende.

Ole Palmå og Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, har dannet par siden 2015. Forrige sommer købte parret et stråtækt hus i Humlebæk med udsigt til Øresund.

Sophie Løhde sidder lige nu midt i de vigtige forhandlinger om udligningsreformen, som hun fortsat kan deltage i.

Venstre-politikeren fik sent onsdag aften på Christiansborg at vide, at hendes kæreste var sendt i karantæne.

Derefter kontaktede hun straks Styrelsen for Patientsikkerhed, som vurderede, at Løhde ikke var i risiko for smitte og derfor ikke skulle i karantæne.

Ole Palmå er sendt i hjemmekarantæne.
Ole Palmå er sendt i hjemmekarantæne. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»Sundhedsmyndighederne har endvidere oplyst mig, at heller ingen personer, som jeg har mødt de seneste dage, er i risiko på grund af mig, og det er jeg naturligvis glad for, da jeg ikke ønsker, at nogen skal blive nærvøse,« siger Sophie Løhde.

Helt så fredeligt er det ikke i Brøndby, hvor i alt 13 personer fra Brøndbys organisation er sendt i hjemmekarantæne. Det meddelte klubben på sin hjemmeside tidligere torsdag:

»I Brøndby IF’s organisation drejer det sig p.t. om 13 personer, der er blevet placeret i hjemmekarantæne, som fordeler sig med ni personer i administrationen, heriblandt administrerende direktør Ole Palmå, og fire personer i den sportslige sektor; forsvarsspiller Joel Kabongo, assistenttræner Martin Retov, analytiker Jimmy Brinksby og sportspsykolog Christian Engell.«

Brøndby havde søndag besøg af Thomas Kahlenberg til hjemmekampen mod Lyngby. Han blev torsdag bekræftet smittet af virussen. Brøndby opfordrer alle, der har været i kontakt med Kahlenberg, til at kontakte klubben.