Kampen mellem AaB og Lyngby spilles efter planen søndag, men det bliver et decimeret Lyngby-mandskab, der skal en tur til Nordjylland.

»Vi ville selvfølgelig gerne have spillet kampen med fuld styrke, og det er synd for Martin, Kasper og Patrick, at de misser kampen. Det giver os selvfølgelig lidt panderynker rent sportsligt,« lyder det fra Lyngbys administrerende direktør, Andreas Byder, til B.T. om de tre spillere, der torsdag blev sendt i corona-karantæne af klubben.

»Vi bakker selvfølgelig fuldt ud op om, at kampene afvikles, så længe der ikke er forbehold fra Sundshedsstyrelsen for afviklingen,« fortæller han videre.

Torsdag kom det frem, at de tre Lyngby-spillere Martin Ørnskov, Kasper Jørgensen og Patrick da Silva er sendt i karantæne, efter coronavirussen har ramt Superligaen.

Lyngby Boldklubs Patrick da Silva under Superliga-kampen mod Brøndby.
Lyngby Boldklubs Patrick da Silva under Superliga-kampen mod Brøndby. Niels Christian Vilmann

Lyngby oplyste tidligere i dag på klubbens hjemmeside, at de tre spillere fra førsteholdstruppen er sendt i karantæne i 14 dage. Det skyldes, at Lyngby-mandskabet søndag eftermiddag gæstede Brøndby Stadion, hvor den tidligere landsholdsspiller Thomas Kahlenberg havde været af finde på tribune-pladserne.

Den tidligere landsholdsstjerne er nemlig efterfølgende blevet testet positiv for corona-virus, og det har sendt flere Superliga-klubber i alarmberedskab.

»Vi har brugt dagen i dag på det sundhedsmæssige og det menneskelige i at sikre, at alle i og omkring klubben er informerede, trygge og klædt på i forhold til, hvordan de skal forholde sig,« lyder det fra Andreas Byder, mens han fortsætter:

»Så vi har ikke brugt ret mange minutter på at tale om fairness eller om kampen på søndag. Men jeg er sikker på, at vores trænerteam og spillerne allerede er i gang med at forberede sig på denne lidt nye situation, som vi selvfølgelig skal forholde os til.«

Lyngby Boldklubs Patrick da Silva under Superliga-kampen mod Brøndby.
Lyngby Boldklubs Patrick da Silva under Superliga-kampen mod Brøndby. Niels Christian Vilmann

I et interview med Tipsbladet satte Patrick da Silva tidligere i dag ord på hele situationen:

»Jeg forstår det ikke helt. For mig giver det ikke mening. Jeg fik at vide, at alle kommer til at få virussen, og man kan ikke stoppe den. Så sagde jeg: 'Kan jeg ikke bare tage til træning? Jeg har ikke nogen sympotomer.' Men de vil gerne holde smitten nede, så den først spreder sig til sommer, hvor der er mindre sygdom i omløb.«

»Der er ikke noget at gøre, men jeg håber, Superligaen bliver sat på standby, eller kampene bliver rykket.«

Divisionsforeningen meldte torsdag ud, at kampene i Superligaen indtil videre spilles som planlagt.