(Orginalartiklen var anderledes, det skyldes, at VoetballPrimeur, mediet bag orignalhistorien, siden udgivelsen har rettet citatet i historien, red.)
Christian Eriksens agent, hollandske Martin Schoots, er optimistisk omkring udsigten til et comeback på fodboldbanen for den danske landsholdsspiller.
Over for hollandske VoetballPrimeur siger han, at fodboldfremtiden kan se lys ud for danskeren, der i øjeblikket skal vælge sine næste skridt i livet.
»Jeg er håbefuld. Der er optimisme,« siger Schoots og holder dermed håbet om, at Eriksen en dag kan vende retur til fodboldbanen i live.
Efter længere tids spekulation blev Christian Eriksen fredag løst fra sin kontrakt med den italienske storklub Inter, som han skiftede til i januar 2020.
En fremtid i italiensk fodbold var udelukket, da det ikke er tilladt at dyrke sport med den ICD-enhed, som Eriksen fik indopereret efter sit kollaps i Parken under EM i sommer.
Eriksen havde ellers kontrakt frem til sommeren 2024, men den uholdbare situation blev løst ved, at begge parter indgik en uundgåelig skilsmisse.
Det betyder, at Eriksen er en fri fugl i forhold til en eventuel fodboldfremtid.
Han er i gang med genoptræningen, som B.T. tidligere på måneden kunne afsløre, da han brugte OB's træningsanlæg til at teste formen af.
OB har tidligere bejlet til Eriksen, mens også danskerens tidligere klub Ajax har været kædet sammen med danskerens fremtid.
Den forbindelse har sportsdirektør Marc Overmars dog tidligere afvist over for B.T. - en afvisning, han gentog fredag, da nyheden om Eriksens afsked med Inter kom frem.


