De er blevet forkælet med flere store danske navne. Men lørdag stod der pludselig en person på 'NU Festivalen', der var med som en overraskelse.

Og det var ingen ringere end Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, der var blevet inviteret.

Han skulle tale om fodbold – selvfølgelig, fristes man til at sige – men også lidt om musik og kunst.

Noget, Kasper Hjulmand også havde glædet sig til var at se sin landsholdskollega Lars Høgh. Den fynske fodboldlegende plejer at være fast inventar på landsholdet, men han måtte for nylig melde afbud, da han har fået tilbagefald i den kræftsygdom, han har kæmpet med siden 2018.

Lars Høgh.
Lars Høgh. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var rart at komme herover og give ham en krammer og at kunne se ham et par dage,« siger Kasper Hjulmand til TV 2 Fyn og tilføjer, at det betyder meget for ham og hans kone at støtte målmandstræneren.

'NU Festival' er arrangeret af netop Lars Høgh, der er gået sammen med musikeren Michael Falch, og overskuddet fra begivenheden går til kræftforskning.

Det er de to tv-værter Lasse Sjørslev og Josefine Høgh, der også er gift, som er værter på festivalen, der bliver afviklet på Lundsgaard Gods ved Kerteminde.

»Det har været vigtigt fra starten for både Lars og Michael, at deres børn også er involverede i det her, så det er nærmest et familieforetagende,« har festivalens koncertarrangør Hans Thomsen tidligere fortalt til TV 2 Fyn.

At Lars Høgh er populær, hersker der efterhånden ikke nogen tvivl om, og da Danmark spillede mod Israel i Parken tirsdag aften, blev der da også sendt en hilsen til Lars Høgh i form af flere bannere, er hyldede ham.

'Kære fans i Parken. Tusind tak for den stærke opbakning til hele holdet til den flotte landskamp i går (tirsdag, red.). Også tak for den smukke hilsen til mig under kampen. Det betyder meget for mig og familien. Vi ses igen. Kh Lars,' skrev Lars Høgh fra DBU's Twitter-profil.

Flere kendte har været afsted til festivalen - det kan du se og læse mere om her.