Én central person var fraværende, da hele fodbold-Danmark i ugevis var opslugt af sommerens EM-fest.
Den tidligere landstræner Morten Olsen var hverken at finde i Parken, i tv-studier eller i avisoverskrifter under det danske fodboldeventyr, der først fandt sit punktum efter forlænget spilletid i EM-semifinalen på Wembley.
Og det er der en ganske god forklaring på.
Morten Olsen blev tidligt på sommeren smittet med corona. Og virussen fik så godt fat i det 72-årige fodboldikon, at han i flere uger var indlagt på hospitalet i hjembyen Bruxelles.
»Jeg blev smittet i starten af maj måned. Jeg havde som alle andre passet meget på, at jeg ikke fik raget det til mig. Men jeg fik det – og hvordan det skete, ved jeg til dags dato ikke,« fortæller Morten Olsen over telefonen.
»Og så kom jeg hovedkulds på hospitalet, hvor jeg lå indlagt i en del uger.«
Og det var en særdeles bister omgang, som Morten Olsen var igennem. Han var hårdt ramt undervejs.
»Ja, det var jeg. Jeg havde godt nok heller ikke lige regnet med, at jeg skulle ende på hospitalet på grund af sådan noget. Det var med meget høj feber, vejrtrækningsbesvær og sådan noget. Så man skal altså virkelig passe på.«
Dog stod det ikke så slemt til, at Morten Olsen var i fare for at miste livet.
»Nej, det var jeg slet ikke. Heldigvis ikke. Der er mange, der har haft det meget værre end mig. Men det var godt, det blev taget seriøst.«
Efter et par uger til observation på hospitalet blev den mangeårige landstræner udskrevet, men her stoppede kampen ikke for Morten Olsen.
»Det er ikke bare lige sådan at komme af med den sygdom igen. Man har det ikke godt lige dagen efter, at man er kommet hjem igen. Det tager sin tid – det ved alle, der har haft den sygdom.
Og der er stadig nogle ting, som sikkert varer uger eller måneder, før de er væk.«
Det er først nu – fire måneder efter at han blev smittet – at Morten Olsen har overskud til at fortælle B.T. om sygdommen, der stadig præger ham.
»Der er nogle, der har haft det langt, langt værre, end jeg har haft det. Det er der ingen tvivl om. Men det tager sin tid at komme sig over – man kæmper med kronisk træthed, som åbenbart kan tage lang tid at slippe af med. Jeg er i hvert fald ikke kommet af med det endnu.«
Landsholdslegenden håber, at han ved at fortælle sin sygdomshistorie kan hjælpe med at overbevise coronafornægtere om at tage sygdommen alvorligt.
»Nu er jeg heldigvis blevet vaccineret. Men der er folk, der ikke lader sig vaccinere – og til dem kan jeg kun sige, at det ikke er sjovt på nogen som helst måde at blive smittet med covid,« understreger Morten Olsen.
»Lad jer dog vaccinere – både for jeres egen skyld og for andres skyld. Vi skal gerne komme til et punkt, hvor vi kan begynde at leve normalt igen.«
Morten Olsen hører til blandt de absolutte sværvægtere i dansk landsholdsfodbold. I 16 år var vordingborgenseren dansk landstræner, og som aktiv spiller smurte han sine 102 landskampe – de fleste som anfører – ud over en periode på 19 år.
Han var også – blandt andet sammen med den nuværende landstræner, Kasper Hjulmand – med til at søsætte 'den røde tråd', der strømlinjede dansk landsholdsfodbold. Og han følger stadig de rødhvide tæt.
Og selv mens han lagde arm med coronaen, fulgte han samtidig intenst med, da de rødhvide først gennemlevede Christian Eriksen-traumet og sidenhen begejstrede en hel fodboldverden med masser af mål og sammenhold.
»Jo jo, bevar mig vel. Det skete jo, næsten en måned efter at jeg var kommet hjem fra hospitalet. Men det, jeg ærgrer mig rigtig meget over, er, at jeg jo skulle have været i Parken og se alle tre gruppekampe.«
»Men det måtte jeg droppe, fordi jeg stadig kæmpede med at komme tilbage på benene efter sygdommen. Men selvfølgelig fulgte jeg holdet hjemme fra sofaen. Det er klart.«
»Og det var en slutrunde, der bød på lidt af hvert. Men i det store og hele var det en fornøjelse at se, hvad der foregik på fodboldbanen,« lyder det fra Morten Olsen.
»Det spil, vi ser i øjeblikket, er den slags fodbold, som jeg rigtig godt kan lide at se. Det er der slet ingen tvivl om. Det var en fornøjelse at kigge på – og det er det stadig.«
