Mandag fyldte AGF-koryfæet Søren Larsen 40 år. En dag, der blev fejret under stille og rolige omgivelser med den nærmeste familie.
Men der manglede én. For første gang i Sørens liv var faren ikke til stede på hans fødselsdag.
Han gik bort efter sygdom i februar.
På denne dag står hans mor alene og giver en gave til Søren, men da han går ud i haven, står den sidste gave fra faren. Flagstangen, hvor han denne mandag går ud for at hejse flaget.
Alt imens han står og hiver flaget op, sender han en tanke eller to til sin far, inden han går ind til familien igen.
»Det hårdeste, jeg har oplevet, var at miste min far. Det er aldrig rart, så er alting lidt ligegyldigt. Det er lidt svært, men det hører med til at blive ældre. Vi har jo ikke alle 40 år tilbage at leve i, og man skal huske, at det er privilegeret at blive gammel. Min tid i Duisburg og Toulouse var også svær, men at miste min far har sat alt det i perspektiv, og nu er det jo ingenting sammenlignet med det,« siger Søren Larsen til B.T.
Selvom han i løbet af sin karriere havde hårde tider med mange skader og ikke så meget spilletid, havde Søren Larsen også mange opture i sin karriere.
Han har blandt andet spillet Champions League-kvartfinale, spillet på store stadioner, spillet slutrunder med landsholdet og vundet mesterskaber. Men en ting stikker ud, når han tænker tilbage på karrieren.
»Jeg er helt klart mest stolt af min tid på landsholdet. Det var jo DRØMMEN. At træde ind i Parken, og der står 40.000 mennesker og synger 'Der er et yndigt land'. Hvis ikke man mærker det helt inde i maven, så ved jeg ikke, hvad der gør,« fortæller Søren Larsen og fortsætter.
»Jeg er også glad for måden, jeg gjorde det på. Der var så meget positiv energi om min person, og det er jeg sindssyg taknemmelig for. Folk sang jo mit navn i Parken. Det er sgu da dejligt at tænke tilbage på. Jeg ville gerne have opnået mere, men jeg fik 20 kampe og lavede 11 mål. Den havde jeg taget til hver en tid.«
I sin tid som fodboldspiller brugte han rigtig meget tid på briksen. I dag er det ham, der behandler folk på briksen. Han har klinikken Køge Sports Terapi, som er et behandlings- og restitutionscenter. En klinik, han har haft de sidste fem år.
Han kan efterhånden godt mærke, at færre og færre personer ved, hvem han er, når han går på arbejde.
»Det er langt oftere, at jeg har patienter, der ikke aner, hvem jeg er. De kommer heldigvis, fordi de hører, at Søren Larsen er en god behandler, og ikke fordi han er tidligere fodboldspiller. Det fylder utrolig lidt. Berømmelse har aldrig sagt mig noget. Det er mere anerkendelsen, der følger med i, at man er god til det, man laver.«
Søren Larsen bor nu i Køge, men når han ser tilbage på sin tid i AGF, så er han fint tilfreds med, hvad det blev til.
»Da jeg kom til klubben, var jeg på mange måder et rigtig dårligt sted i min karriere. Spillemæssigt og fysisk var jeg helt væk. Men jeg synes, jeg fik sat et fint aftryk og fik en fin afslutning i AGF. Generelt set tænker jeg, at jeg har haft en glimrende karriere, selvom det kunne være sjovt at se, hvad det kunne være blevet til, hvis jeg var 50 procent mindre skadet.«
I 40-års fødselsdagsgave fik Søren Larsen blandt andet nogle fine tegninger og perleplader af sine børn samt en rejse af hustruen. Der venter dog flere gaver til Søren Larsen, når han og hustruen, der også bliver 40 år, holder en stor fælles fødselsdagsfest senere på året.
