Det var ren lykke for FCK-spillerne og fansene.

Men pludselig endte det et noget andet sted, efter Pep Biel havde bragt københavnerne foran 2-1 mod Celtic i Glasgow. For den lille spanier ville juble med de medrejsende fans, og fansene ville i den grad juble med.

Det fik de bare ikke lov til af de lokale vagter og politibetjente, der hårdhændet hev fat i Pep Biel. Holdkammeraten Michael Santos kvitterede med en lige så hård behandling den anden vej for at hjælpe sin makker.

Og til sidst blev en officiel FCK-vagt samt en FCK-fotograf eskorteret væk. En noget dramatisk slutning på en ellers glad situation.

»Jeg var en del af det i starten, og så tænkte jeg, at jeg måtte blande mig udenom det. Men ærligt, synes jeg, der skal være en større forståelse for det. Der var ikke noget voldsomt i det. Vi ville juble med dem, der var med os, og vi var i gang med at skabe et kæmpe resultat herovre,« siger Rasmus Falk og fortsætter.

»Der må der være noget mere fornemmelse for, at der er følelser i spil. Der skal selvfølgelig ikke opstå en farlig situation, men det tænkte jeg heller ikke var ved at ske. Jeg ved ikke, hvordan det så ud udefra, men i situationen tænkte jeg bare, vi var ekstremt glade, de var ekstremt glade, så lad os fejre det.«

Det blev fejret, men altså uden en enkelt vagt og fotograf. De fandt siden ud af det, fortæller FC København selv til B.T., og der gøres næppe mere ud af den sag. Men alligevel kan Rasmus Falk ikke lade være med at tænke over, hvorfor en jubelscene skulle ende på den måde.

»Det var jo en god situation, og det var ikke aggressivt. Det var glæde, og det var for at juble med dem, der var med herovre og som skabte en fantastisk stemning. Mange var rejst med, så jeg synes, man skal have lov til det – det er min mening.«

Pep Biel til 1-2 mål under Europa League kampen mellem Celtic-FCK på Celtic Park, torsdag den 27 februar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Pep Biel til 1-2 mål under Europa League kampen mellem Celtic-FCK på Celtic Park, torsdag den 27 februar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere