Ståle Solbakken stak til den ene og den anden. Som han så ofte gør, når hans hold har præsteret til helt oppe i toppen af den historiske rangliste.

Sådan en præstation var det for københavnerne at slå Celtic ud af Europa League med en 3-1-sejr på det ellers så frygtede Celtic Park.

»Vi er lige så tæt på at kvalificere os til Champions League gennem det her, som vi er gennem ligaen. Vi får at se, hvad vi skal prioritere,« lød det til at starte med fra Ståle Solbakken med god ironi i ansigtsudtrykket.

Mere seriøs og også stolt blev han, da talen faldt på, hvad FC København havde opnået i Glasgow.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er en fantastisk præstation, når du tænker på historien her, og at vi kommer med 1-1, og de har alle muligheder. Det er en af de største aftener for os. Du skal tænke på, at vi er videre i turneringen nu,« siger FCK-manageren og understreger, hvorfor det er så stort.

»Vi halter lidt, og nogle af spillerne er ikke i helt maks. form. Mange leder efter det på grund af opstarten og skaderne. Jeg har siddet på bænken, når vi har spillet mod Porto og Leicester og tænkt, at ‘for fanden, vi er en selvkørende maskine’. Det er vi jo ikke nu. Vi er godt organiserede, vi kæmper for hinanden og så giver vi ikke noget væk.«

Ståle Solbakken var glad for holdindsatsen. For det taktiske oplæg. Og for sammenhængen mellem alle 11 spillere på banen. Men han var også glad for flere enkeltpræstationer. Især en fra hans 21-årige midterforsvarer.

»Nelsson var fantastisk. Det var lige en kamp for ham. Det var derfor, jeg tog ham og Ragnar i dag, for de elsker jo det der. Dong, dong og dong (kastede hovedet rundt efter en imaginær bold). Og så kaster de sig ind i en bold mere. De synes næsten, det er sjovt. Det er lige før, de siger til backen, at de bare skal lade dem slå den ind over,« siger Solbakken med et stort grin.

FCKs Pierre Bengtsson ved 1-3 målet under Europa League kampen mellem Celtic-FCK på Celtic Park, torsdag den 27 februar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCKs Pierre Bengtsson ved 1-3 målet under Europa League kampen mellem Celtic-FCK på Celtic Park, torsdag den 27 februar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det grin beholdt han, da han skulle fortælle om sin anfører, der tidligt i kampen blev ramt af en noget aparte skade. Carlos Zeca kunne nemlig ifølge eget udsagn ikke se noget ud af sit ene øje i 70 minutter.

»Han er blind. Han er blind. Han kan ikke se noget den her vej. Så satte vi Falk ind i midten, for Zeca var blind, og Stage havde blylodder i skoene. Det måtte vi ændre lidt på, men så byttede vi Stage ind i midten igen, da de begyndte at slå lange bolde. Det viser lidt, hvor godt vi stod på banen, og hvor godt organiserede vi var. For han var ikke på toppen i dag, og Jens var ikke på toppen.«

Men FC København var på toppen og slog Celtic ud.

Det betyder, at Københavnerne er med i bowlen, når der trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Europa League fredag.