Der er én drømmelodtrækning for FC Københavns Rasmus Falk.
»Jeg håber det helt vildt. Vi har aldrig mødt hinanden, så det kunne være sjovt at møde Christian.«
Det er Christian Eriksen, han taler om. Barndomsvennen fra Middelfart og den tidligere holdkammerat fra ungdomsårene i OB. Og så er det i Europa League.
Her er FC København nemlig videre efter en samlet 4-2-sejr over Celtic, og fredag skal der trækkes lod til ottendedelsfinalen i den turnering. Her kan københavnerne blandt andre trække Inter.

Det vil betyde en direkte duel mellem Rasmus Falk og Christian Eriksen. For første gang nogensinde.
»Vi har aldrig spillet mod hinanden i en seniorkamp, og der har været få gange, hvor der har været mulighed for det i lodtrækninger. Det kunne være lidt sjovt at få et match up med ham Det ville være en god historie, synes jeg,« siger Rasmus Falk.
Det er omkring 12 år siden, at de to venner blev skilt ad i Odense, da Christian Eriksen blev solgt til Ajax, mens Rasmus Falk blev og fik sit gennembrud senere i OB.
Siden da har de holdt kontakten, og den har de endnu, omend den er mere sporadisk.

»Vi skriver sammen en gang imellem. Han lever sit liv i Italien nu, så der er mulighed for at se ham, når han er i sommerferie i Odense,« siger Rasmus Falk og fortsætter.
»Jeg har også været ovre at skulle se ham i London, hvor han blev sorteret fra truppen af Andre Villas-Boas. Han blev så fyret dagen efter, fordi Liverpool savede Tottenham over – men vi fik da set kampen sammen.«
Måske kan de få lov at spille en kamp på samme bane, men bare mod hinanden. Det er det, Rasmus Falk håber på. Og så vil han også gerne give FCK chancer for at gå videre i sådan en duel.
»Du får os ikke til at sige, vi ikke har en chance mod nogen. Med den måde, vi spiller og tilpasser os på, så har vi en chance mod alle. Du får mig heller ikke til at sige, vi er favoritter,« siger Rasmus Falk.
Han kigger tilbage i historiebøgerne - de knap så støvede sider - for at finde sin argumentation.
»Da vi spillede Champions League, var det ligegyldigt, om vi mødte Porto, Leicester eller Club Brugge. Der havde vi lige kampe mod alle, og vi var et niveau over Club Brugge.«
»Jeg ved godt, det var et andet hold og en anden tid, men vi vil gerne spille op med de bedste, og vi vil gerne give dem en kamp. Det er dem, vi vil måle os med. Vi ved godt, vi ikke er favoritter, men vi ved, at i Parken kan alt ske, og vi har også været dygtige på udebane i Europa, hvor vi heller ikke lukker mange mål ind.«
Rasmus Falk og FC København finder fredag klokken 13.00 ud af, om Christian Eriksen er klar til duel, når der trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Europa League.



