Skal Kasper Hjulmand til Anderlecht, til Brøndby - eller til en helt tredje klub?

Det er det altoverskyggende spørgsmål omkring en af landets bedste trænere netop nu.

Cheftrænerjobbet i Anderlecht var i januar måned få timer fra at blive Hjulmands. Nu står det ledigt igen, efter den belgiske storklub tirsdag stoppede samarbejdet med hollandske Fred Rutten.

Fyringen af Rutten, der i vinter fik jobbet for næsen af Hjulmand, kan bane vejen for den danske træner, som lige nu arbejder som konsulent for FC Nordsjælland, efter han stoppede som cheftræner i klubben tidligere på foråret. Hans navn spøger i hvert fald voldsomt i den store Bruxelles-klub.

(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Lige nu er Anderlecht imidlertid en klub i mere eller mindre kaos. Assistenten Karim Belhocine tager nu over som midlertidig træner for anden gang i denne sæson, og det er ikke bare omkring trænerposten, der hersker usikkerhed.

Også omkring klubbens ledelse står spørgsmålstegnene i kø, og fra Belgien forlyder det, at heller ikke klubbens danske tekniske direktør, Frank Arnesen, kan vide sig sikker på sit job.

Hjulmand kan muligvis blive en del af løsningen i den belgiske hovedstad. Men ifølge B.T.s oplysninger ligger en ansættelse i Anderlecht ikke nødvendigvis lige om hjørnet. Hjulmand har andre bejlere, og lige nu holder den tidligere FCN-boss sine muligheder åbne og sine kort tæt ind til kroppen. Han kommer næppe til at haste ind i et nyt job.

En anden af Hjulmands bejlere er Brøndby. Helt tilbage i februar måned kunne B.T. afsløre, at de blå-gule har jagtet den 46-årige træner siden efteråret.

Frank Arnesen, teknisk direktør i Anderlecht.
Frank Arnesen, teknisk direktør i Anderlecht. HATIM KAGHAT

Den jagt er endnu ikke afsluttet med enten et endegyldigt ja eller en klar afvisning, men som tiden går, falder sandsynligheden for Hjulmand i Brøndby. De blå-gule skal nemlig snart have deres nye træner på plads, inden en kort sommerpause venter.

Brøndby har andre navne på listen ud over Kasper Hjulmand. Den tidligere norske mestertræner Kåre Ingebrigtsen er stadig et tema på Vestegnen, og det samme er et eller flere andre navne, der endnu ikke har ramt offentligheden.

Brøndby-ejer Jan Bech Andersen sagde i weekenden, at 1. maj er skæringsdatoen for en træneransættelse, men det kan blive lidt af en gummidato.

Den afgørende fase er dog i gang. Både for Kasper Hjulmand og for Brøndby.