Alt peger på en snarlig skilsmisse mellem Tottenham og Christian Eriksen.

Den 27-årige fynbo er ikke røget helt ud i kulden i sin engelske klub. Men det meste peger i retning af et farvel til London.

Sådan lyder meldingen fra journalisten Dan Kilpatrick, der til daglig er sportsjournalist for London Evening Standard, hvor han følger Tottenham for avisen.

»Det tror jeg. Det er svært at vide med sikkerhed, da det er svært at få noget ud af agenten (Martin Schoots, red.). Han har ikke skrevet under på en ny kontrakt, og jeg kan ikke forestille mig, at han pludselig vender på en tallerken,« siger Dan Kilpatrick til B.T.

Christian Eriksen forlader banen efter 2-7-nederlaget til Bayern München i Champions League-gruppespillet.
Christian Eriksen forlader banen efter 2-7-nederlaget til Bayern München i Champions League-gruppespillet. Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Christian Eriksen er i denne sæson gået fra en rolle som det offensive omdrejningspunkt i samtlige af Tottenhams vigtigste kampe til noget mere sporadisk spilletid. Senest blev han skiftet ind i slutningen af 2-7-nederlaget på hjemmebane til Bayern München.

Onsdag valgte Christian Eriksen at kommentere på et rygte på de sociale medier, der handlede om, at holdkammeraten Jan Vertonghen skulle have haft en affære med Eriksens kæreste.

Rygtet, der senere er blevet slettet, var en udokumenteret påstand, flankeret af gamle billeder af Vertonghen med et blåt øje. Alligevel valgte Eriksen og Vertonghen begge at reagere på det.

Alt sammen kommer oven på en sommer, hvor Christian Eriksen åbent udtrykte ønske om at prøve nye udfordringer væk fra Tottenham.

»Jeg synes, han endte med at se lidt dum ud. Han sagde, han gerne ville have en ny udfordring. Han ville gerne til Spanien. Han ville gerne til en stor klub, formentlig Real Madrid, Barcelona eller måske Atletico.«

»Ingen af dem var rigtigt interesserede. Ingen bød det, Spurs ville have. Det eneste hold, der ville have ham, var Manchester United. Spurs ville gerne lave den handel, men Eriksen ville ikke af sted. Så han var nødt til at tie stille og blive hængende,« fortæller Dan Kilpatrick.

For nuværende udløber Christian Eriksens kontrakt 1. juli 2020, hvilket betyder, at han kan forhandle frit med andre klubber om et sommerskifte allerede til vinter.

Angiveligt har Christian Eriksen fået tilbudt en ny, forbedret kontrakt med Tottenham, som han altså ikke for nuværende har valgt at skrive under på, og så må Tottenham og manager Mauricio Pochettino finde alternative måder at gøre tingene på.

Jan Vertonghen og Christian Eriksen har begge reageret på det vilde Twitter-rygte.
Jan Vertonghen og Christian Eriksen har begge reageret på det vilde Twitter-rygte. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

»Havde han underskrevet en ny kontrakt, så ville han formentlig have spillet de fleste kampe i denne sæson. Tottenham og Pochettino ved, de nok skal forberede sig på en fremtid uden Eriksen. Det bliver mere og mere tydeligt,« siger Dan Kilpatrick, der dog også peger på andre grunde til, at spilletiden er blevet mindre for danskeren.

Den danske landsholdsspiller er angiveligt ikke 100 procent fit endnu oven på sin mindre operation efter Champions League-finalen. Det kan godt tage et par uger, før topformen er helt tilbage.

Og så er Tottenham, til trods for en række tvivlsomme resultater i de seneste uger, stærkt besat på Eriksens positioner.

»Erik Lamela er blevet fit igen og spiller rigtig godt lige nu. Dele Alli er ikke helt fit, men er begyndt at spille igen, og alle ved, han er en god spiller, især i de store kampe. Giovanni Lo Celso kom i sommer, og mange kigger på ham som den langsigtede erstatning for Eriksen i Tottenham. Tanguy Ndombélé kom til i sommer og spillede rigtig godt senest mod Bayern, hvor han lavede et meget Eriksen-agtigt stykke arbejde med at finde de gode afleveringer gennem Bayern-forsvaret.«

»Så vi kan sige, at det handler rigtig meget om hans kontrakt. Men vi kan også med sikkerhed sige, at det ikke er helt let at komme ind på Tottenham-holdet på de positioner lige nu. Havde det udelukkende handlet om kontraktsituationen, så havde Pochettino nok slet ikke spillet ham overhovedet,« siger Dan Kilpatrick.

Spørgsmålet er så, hvornår der eventuelt kan komme til at ske noget med Christian Eriksen.

»Alle ved, at hvis Daniel Levy (bestyrelsesformand i Tottenham, red.) får et godt bud i januar, vil han prøve at sælge ham. Han vil undgå at miste en vigtig spiller gratis. Så Tottenham vil prøve at gøre, hvad de gjorde med Mousa Dembélé sidste år – sælge ham, hvis han ikke skriver under,« mener Dan Kilpatrick.

Engelske medier har meldt om en nedsat pris på Christian Eriksen denne vinter, der lyder på 250 millioner kroner.