Det virkede som den største selvfølgelighed, at navnet 'Christian Eriksen' ikke blev råbt op under tirsdagens landsholdsudtagelse.

Inden 12. juni i år havde det været utænkeligt at se det danske landshold uden Eriksen i truppen til betydningsfulde kampe, men alt blev vendt på hovedet, da den 29-årige spiller faldt om på Parkens græstæppe under EM-kampen mod Finland.

Derfor er han heller ikke udtaget til de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Skotland, Færøerne og Israel, men alligevel kom landstræneren med lidt nyt om den danske stjerne.

»Jeg var i Italien i sidste uge og besøge ham. Hvad vi talte om, vil jeg gerne holde mellem Christian og jeg,« sagde Kasper Hjulmand under pressemødet i forbindelse med udtagelsen.

Det er ham, der bestemmer.

Siden kollapset for 2,5 måned siden har Christian Eriksen holdt sig uden for offentlighedens søgelys, og hvad der skal ske med Inter-spillerens fremtidige karriere, er endnu uvist.

Eriksen opholder sig i disse uger i Italien for at få foretaget yderligere undersøgelser af hjertet, så man kan blive klogere på, hvad der forårsagede hjertestoppet – men også om fremtiden byder på mere fodbold på topniveau.

Én ting er dog sikkert: Kontakten til landsholdet er i hvert fald ikke afbrudt endnu.

»Jeg besøgte også Christian på Fyn lige efter EM,« fortalte en lettere hemmelighedsfuld Kasper Hjulmand under pressemødet.

Han ville nemlig ikke sige for meget om fynboens tilstand og planer.

»Med respekt for det, så vil jeg bare sige, at vi er i tæt kontakt, og det hele foregår i hans tempo. Det er ham, der bestemmer,« fastslog Kasper Hjulmand, da han blev spurgt om, hvorvidt han kunne komme med flere detaljer om Christian Eriksen.

Det er fortsat umuligt at sige, om man ser Christian Eriksen igen på det danske landshold.

Man skal i hvert fald væbne sig med tålmodighed for at finde ud af, om den dygtige boldspiller kommer til at kunne skrive mere end 109 landskampe og 36 mål på sit cv.

Christian Eriksen spillede sin seneste (og måske sidste) landskamp, da Danmark mødte Finland ved EM.
Christian Eriksen spillede sin seneste (og måske sidste) landskamp, da Danmark mødte Finland ved EM. HANNAH MCKAY

Under EM blev Christian Eriksen hyldet ved flere lejligheder, blandt andet i gruppekampen mod Belgien.

Her klappede hele stadion i det 10. minut for at hylde ham, mens hans nummer og navn figurerede på den enorme landsholdstrøje, der blev hevet frem på stadion inden kampene.

Men hyldest kommer der ikke mere af, fortalte DBUs fodbolddirektør Peter Møller til B.T. i sidste uge.

»Nej, det bliver der ikke noget af. Vi har markeret det internt på holdet, og vi er i fin kontakt med Christian, men vi er videre nu. Vi ser ingen grund til at rippe op i tingene, for vi har nogle opgaver foran os, vi skal koncentrere os om,« forklarede han og tilføjede:

»Han er i vores tanker, og vi taler med ham regelmæssigt. Vi har signaleret og vist, at han var en del af holdet under hele slutrunden, og det er han stadigvæk, men lige nu har vi nogle fodboldkampe, der skal vindes.«

Det kan altså godt være, at Christian Eriksen ikke er fysisk til stede i den danske landsholdslejr, når spillerne møder ind mandag. Men kontakten med ham er altså langtfra brudt.

Danmark skal møde Skotland onsdag 1. september i Parken. Dernæst går turen til Færøerne lørdag 4. september, inden Israel kommer på besøg tirsdag 7. september og afslutter landsholdets tætpakkede kampprogram for nu.