Det 19-årige stortalent Mohamed Daramy, der er tæt på et skifte fra FC København til Ajax, er for første gang udtaget til det danske A-landshold i fodbold.

Ud over Daramy er også Philip Billing, Rasmus Nissen og Rasmus Falk udtaget. Daramy og Nissen kan få deres debut på A-landsholdet.

Det står klart, efter at landstræner Kasper Hjulmand tirsdag udtog 26 spillere til de kommende kampe.

- Daramy har haft et opadgående forår. Han spillede en rigtig god kamp for U21-holdet mod Tyskland i EM-kvartfinalen. Han har nogle spidskompetencer, vi ikke har mange af i dansk fodbold.

- Han kan drible og sætte en mand fra nul. Efter sommeren har han taget endnu større skridt fremad, og det er ikke bare én kamp, han har været god i, men i mange kampe, siger Hjulmand.

Ajax har bekræftet, at den hollandske klub giver 12 millioner euro (90 millioner kroner) for Daramy.

Prisen kan stige med yderligere en million euro, hvis Daramy lever op til forskellige forventninger.

Hjulmand roser da også Daramy.

- Jeg synes, det var tid til at tage ham ind. Jeg har kigget på, hvad vi kan få brug for i de kommende tre kampe, og han kan nogle af de ting.

- Jeg ved godt, at han kommer til at skifte klub, og det kan tage noget tid at falde til. Men lige nu spiller han med stor optimisme, og han kan få ting til at ske, siger landstræneren.

Hjulmand forklarer også valget af Rasmus Nissen, der kan spille pladsen som højre back.

- Vores højre back er godt besat, og vi har også Alexander Bah i Slavia Prag, der gør det godt.

- Rasmus Nissen har gjort det rigtig godt, og han har haft en stabil sæson for Salzburg og spillede blandt andet gode kampe mod Liverpool.

- Den østrigske liga er lidt for blød over en hel sæson, men han har spillet mange europæiske kampe og båret anførerbindet. Han kan også score mål og ligner en spiller med stor selvtillid, siger Hjulmand.

Blandt de udtagne spillere er også Leicester-stopperen Jannik Vestergaard, der lige for tiden døjer med en skade.

- Vi har set, at han har haft en lille skade. Vi håber, at han kan blive klar til Leicesters kamp på lørdag. Hvis ikke, så må vi se, om vi skifter ham ud senere på ugen, siger Hjulmand.

Den kommende landsholdstermin byder på tre VM-kvalifikationskampe.

Onsdag i næste uge kommer Skotland på besøg i Parken, tre dage senere spiller Danmark i Thorshavn mod Færøerne, før Israel yderligere tre dage senere gæster Parken.

Danmark har fået en god start på VM-kvalifikationen med sejre over Israel, Moldova og Østrig i marts og en målscore på 14-0.

De resterende syv VM-kvalifikationskampe afvikles i efteråret, og kun gruppevinderen kommer med sikkerhed med til næste års omdiskuterede slutrunde i Qatar.

Gruppetoeren bliver en del af et playoffsystem, hvor 12 hold kæmper om tre VM-pladser.

/ritzau/

Du kan genopleve udtagelsen samt se den fulde landsholdstrup i LIVE-bloggen herunder: