Masser af grin, højt humør og rigtig mange krammere.
Det var, hvad Christian Eriksen blev mødt med, da han onsdag vendte tilbage til Inter i Milano.
Det har den italienske Serie A-klub dokumenteret på Twitter, hvor Inter har lagt en lille video op med Christian Eriksen, der eksempelvis hilser på sine holdkammerater.
Du kan se hele videoen fra træningsanlægget nederst i denne artikel.
Da var B.T., der tirsdag kunne afsløre, at Christian Eriksen var landet i Milano. Og ifølge arbejdsgiveren har danskeren det godt.
»Eriksen har det godt og er i fremragende fysisk og psykisk forfatning,« skriver Inter således i en kort meddelelse onsdag.
Christian Eriksen vil nu gennemgå en plan, som de danske læger i København har lavet. Det er således dem, der vil følge op på Eriksens udvikling, skriver Serie A-klubben, der samtidig fortæller, at lægerne i Danmark konstant vil holde Inters medicinske stab informeret om processen.
Ifølge den italienske avis La Gazetta dello Sport kan der gå helt op til seks-otte måneder, før Inter har det fulde billede af Eriksens tilstand.
Det er fortsat uvist, om Christian Eriksen ønsker at fortsætte fodboldkarrieren efter den forfærdelige aften i Parken.
Gør han det, kan det dog blive meget svært for danskeren at få tilladelse til at spille videre i den bedste italienske række, hvis han beholder den ICD-enhed, han har fået indopereret.