Fredag aften skal Brentford i aktion efter sensationssæsonen i Championship.

Danskerklubben sikrede sig nemlig oprykning og kommer nu på en hård prøve, når holdet åbner Premier League-sæsonen mod storholdet Arsenal.

Anført af cheftræner Thomas Frank skal Brentford forsøge at stjæle point i sin første sæson i den bedste engelske række i 74 år, og faktisk er der godt nyt for træneren og resten af danskerkolonien i Brentford.

Arsenal mangler nemlig to af sine allerstørste stjerner.

Pierre-Emerick Aubameyang misser opgøret mod Brentford.
Pierre-Emerick Aubameyang misser opgøret mod Brentford. Foto: ADAM DAVY
Vis mere

Det skriver mediet The Athletic.

Således misser både franske Alexandre Lacazette og anfører Pierre-Emerick Aubameyang opgøret mod Brentford, da de begge føler sig utilpas.

En kæmpe bet for Arsenal, der kommer til at mangle to af sine største offensive profiler.

Aubameyang scorede 14 mål i 38 kampe i den forgangne sæson, mens Alexandre Lacazette bankede bolden i nettet 17 gange i 43 kampe.

Det er således to målfarlige herrer, der vil mangle i Arsenals angreb.

Ud over Thomas Frank tæller Brentford danskerne Mads Bech Sørensen, Luka Racic, Mads Roerslev Rasmussen, Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Mads Bistrup.

London-holdet kvalificerede sig til Premier League efter en sejr i oprykningskampen på 2-0 over Swansea

Det er blot anden gang i Premier Leagues historie, at en dansker sidder i et trænersæde i den bedste engelske række.

Senest var det Michael Laudrup, der kunne skrive Premier League-manager på sit cv, da han stod i spidsen for Swansea.