For et par uger siden kunne den fynsk milliardær Thomas Sandgaard fejre et års jubilæum som fodboldklubejer.

Det er nemlig et år siden, han købte London-klubben Charlton Athletic fra den tredjebedste engelske række med store ambitioner om at føre klubben op i systemet.

Charlton spiller stadig i League One, hvor klubben i denne sæson har fået en skidt sæsonstart med to sejre i 11 kampe.

Det kan skyldes klubbens transfervindue i sommer, hvor hele 12 nye spillere kom til. De skal først spilles sammen.

Og netop på transferfronten har Thomas Sandgaard en helt speciel strategi. Det fortæller han til det engelske medie Evening Standard.

Han vil gøre op med grådige spilleragenter.

»Der er nogle meget specifikke agenter, som vi simpelthen undgår, selvom det skulle betyde, at vi så ikke får en bestemt spiller. De er værre end gribbe,« siger Thomas Sandgaard, der tidligere har fortalt B.T. om hans rejse fra en studielejlighed i Odense til et palæ i USA.

»Jeg vil stadig gerne se ændringer implementeret fra et højere sted, så agenter ikke har mulighed for at drage fordel af en spillers vanskelige situation eller en klubs vanskelige situation. Vi vil helt sikkert støtte tiltag, der forsøger at minimere deres indflydelse,« fortsætter den danske milliardær til Evening Standard og forklarer, hvordan Charlton har ændret strategi.

Iført jakkesæt og guitar sparkede Thomas Sandgaard bolden i mål.
Iført jakkesæt og guitar sparkede Thomas Sandgaard bolden i mål. Thomas Sandgaard

»Jeg håber, at vi snart vil nøjes med at rekruttere to eller tre spillere og så udvikle unge spillere i stedet for at mikse hele holdet op. Det er naturligvis ikke sundt, når man vil opbygge en klub og en spillestil.«

Charlton har blandt andet den tidligere Superliga-bomber Ronnie Schwartz på kontrakt. Han er skadet med en lægskade.

Thomas Sandgaard fortæller desuden, hvordan han ofte er i kontakt med Brentfords danske sportsdirektør Rasmus Ankersen. Brentford betegnes som en af de bedst drevne fodboldklubber i England.

Fynboen har tidligere spontant optrådt for Charltons fans før en kamp.

»Jeg spillede guitar foran 20.000 mennesker. Jeg har det bare sjovt med det. Jeg rendte lidt rundt på fodboldbanen, før jeg skulle på, og spillede lidt med på de sange, som var i gang,« har han fortalt B.T.

På grønsværen fik Thomas Sandgaard en spontan idé, der fik tilskuerne til at juble.

»Samtidig med, at jeg spiller på min guitar, kommer der en fodbold trillende hen mod mig. Spillerne var i gang med at varme op. Så tager jeg tilløb og sparker bolden op i målhjørnet, imens jeg spiller guitar.«

Tidligere i år investerede han i ishockeyklubben Odense Bulldogs, der har vundet tre kampe i træk i Metal Ligaen.