Cykelholdet Astana trækker sig fra alle løb frem til 20. marts.
I en pressemeddelelse skriver Astana, der har danskerne Jakob Fuglsang og Jonas Gregaard i sin trup, at coronavirusset får holdet til at trække sig.
Det betyder, at Astana ikke deltager i løbene Strade-Bianche, Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.
»Med den beslutning har vi valgt at beskytte rytterne og stabens helbred og tage ansvar for, at virussen ikke spredes yderligere i cykelmiljøet,« siger Astana-manager Alexandr Vinokurov.
»Selvfølgelig ville vi foretrække at deltage i alle de kommende løb, men for nuværende er sikkerheden vigtigst. Vi har stadig en lang sæson foran os med mange andre vigtige mål. Det var ikke en let beslutning, men vi bliver nødt til at beskytte cykelfamilien og vores familier derhjemme.«
Dermed tilslutter de sig en række andre hold, der allerede nu har besluttet sig for ikke at deltage i en række løb i Italien i den kommende tid.
Det drejer sig blandt andre om Mitchelton-Scott, der har trukket sig fra alle løb til og med 22. marts. Det samme har Team Ineos gjort, der samtidigt bruger tid på at komme sig over det pludselige dødsfald hos sportsdirektør Nicolas Portal.
Groupama-FDJ har meldt afbud til Strade-Bianche, da de mangler en del ryttere, der sidder i karantæne i De Forenede Arabiske Emirater, da flere ryttere er ramt af coronavirus efter UAE Tour.

I sidste uge blev de sidste to etaper af UAE Tour aflyst på grund af frygt for coronavirus.
To italienere fra staben på et af holdene var smittet med coronavirus, og tirsdag kom det frem, at yderligere fire personer, der var en del af løbet, er smittet.
I øjeblikket sidder fire cykelhold i karantæne på et hotel i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Heriblandt Cofidis, der har den danske cykelrytter Jesper Hansen på holdet.
/ritzau/


