Der bør ikke køres cykelløb i Italien.

Sådan lyder påstanden fra i alt 11 professionelle cykelhold, der onsdag sendte et brev til løbsorganisatorerne ASO og RCS Sport.

Førstnævnte står for Paris-Nice, mens sidstnævnte står for løbene Strade-Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo, der efter planen afvikles over de næste tre uger.

I alt 14 holdlæger fra de 11 hold skriver i brevet ifølge CyclingNews, at det vil være uansvarligt at lade løbene blive afviklet.

Adam Yates vandt UAE Tour. Hans hold, Mitchelton-Scott, har trukket sig fra de kommende italienske løb.
Adam Yates vandt UAE Tour. Hans hold, Mitchelton-Scott, har trukket sig fra de kommende italienske løb. Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

'Vi har ikke set noget fra RCS Sport eller ASO, der beviser, at man har solide planer, der adresserer de forudsigelige bekymringer og uundgåelige, problematiske situationer,' står der i brevet, hvor man kræver de tre italienske løb aflyst, mens man ønsker at se ASO komme med rimelige begrundelser for, at de franske etapeløb kan køres.

Allerede nu har coronavirus-frygten fået Jumbo-Visma til at droppe Strade-Bianche på lørdag, mens Mitchelton-Scott har annonceret, at de dropper alle løb til og med 22. marts.

Team Ineos dropper også alle løb til og med 22. marts, men det er delvist også i sorg over sportsdirektør Nicolas Portals pludselige død. Astana har torsdag også valgt at trække sig fra alle løb frem til 20. marts.

RCS Sports fortalte onsdag til Tuttobiciweb, at man overvåger situationen i øjeblikket og lytter til, hvad den italienske regering har at sige.

Groupama-FDJ (billedet) har trukket sig fra Strade-Bianche lørdag, da de mangler et betydeligt antal ryttere, der sidder i karantæne efter UAE Tour.
Groupama-FDJ (billedet) har trukket sig fra Strade-Bianche lørdag, da de mangler et betydeligt antal ryttere, der sidder i karantæne efter UAE Tour. Foto: ALI HAIDER
Vis mere

Regeringen skulle angiveligt have meldt ud, at man vil aflyse alle større sportsbegivenheder resten af marts. Det tæller dog ikke nødvendigvis 'stadion-sport', hvor man kan afvikle kampe uden tilskuere.

Derfor ser det også ud til, at de tre italienske løb næppe bliver afviklet, men UCI har sagt, at man endnu ikke ønsker at aflyse løbene, og RCS Sports siger, at løbene muligvis kan blive afholdt i juni eller september i stedet.

Allerede nu har konsekvenserne ramt international cykelsport, efter løbet UAE Tour blev aflyst før tid.

Danske Michael Mørkøv var ved at miste muligheden for at køre VM i banecykling, da han havde deltaget ved etapeløbet og skulle cleares for coronavirus.

Derudover sidder flere ryttere fra UAE Tour fortsat i karantæne i De Forenede Arabiske Emirater, hvor fire ryttere er bekræftet smittet med coronavirus, skriver La Gezzetta dello Sport.

Det drejer sig om to russere, en italiener og en colombianer.

Sidstnævnte skulle angiveligt være supersprinteren Fernando Gaviria fra UAE Team Emirates,

Cofidis, Groupama-FDJ, Gazprom-Rusvelo og UAE-holdet er de eneste hold, der fortsat har ryttere i landet, og han er den eneste colombianer fra de hold, der deltog.