Cykelholdet Team Ineos trækker sig fra alle løb frem til 23. marts, oplyser holdet i en pressemeddelelse.

'Som følge af det triste tab af Nico Portal, samtidig med at coronavirussen florerer, har Team Ineos besluttet at trække sig midlertidigt fra alle løb indtil Volta a Catalunya den 23. marts.'

Holdets sportsdirektør, Nicolas Portal, døde pludseligt tirsdag af et hjertestop, og han blev blot 40 år gammel.

Den midlertidige pause betyder, at holdet går glip af følgende løb de næste uger:

  • Strade Bianche

  • Paris-Nice

  • Tirreno-Adriatico

  • Milan-San Remo

  • Nokere Koerse

  • Bredene Koksijde Classic

Team Ineos forklarer, at der er flere hensyn at tage på holdet. Derfor bliver stikket trukket for en stund.

»Først og fremmest ønsker vi at passe på teamet, deres familie og venner, som alle sørger over en elsket holdkammerat, hvis begravelse finder sted i løbet af de kommende dage,« lyder det i udtalelsen fra holdet.

Og som nævt er der altså også et sundhedsmæssigt aspekt i forhold til beslutningen.

»Vi ønsker også at tage ansvar for rytternes og stabens helbred i forhold til den udfordrende situation med den coronavirus, der lige nu spreder sig hurtigt,« forklarer holdet.

Nicolas Portal døde pludseligt tirsdag.
Nicolas Portal døde pludseligt tirsdag. PATRICK KOVARIK

Holdets manager, Dave Brailsford, fortæller, at det er nogle helt særlige omstændigheder, holdet er ramt af lige nu.

»Det er en trist tid for alle på holdet. Vi har mistet en, vi alle elskede, og vi sørger alle,« siger Dave Brailsford, der takker for beskederne og den støtte, holdet har fået, siden den tragiske nyhed om Nicolas Portals død kom ud tirsdag.

Dave Brailsford fortæller, at det rører både ham og resten af Team Ineos at mærke. Og samtidig med de ønsker fred til at sørge, vil de altså heller ikke udsætte cykelrytterne eller resten af staben for potentielt at blive smittet eller komme i karantæne.

»Pausen giver os tid til at sørge over Nico, at støtte hinanden i denne triste tid og samtidig mindes vores elskede holdkammerat og ven. Vi håber, alle forstår, hvorfor det er så vigtigt for os,« slutter Dave Brailsford.