»Det er et chok. Der er ikke nogen, der har set det komme på nogen måde.«
Sådan siger Team Ineos' danske pressemand Søren Sliwa om det pludselige dødsfald, der har ramt det britiske storhold.
Tirsdag ramte den tragiske nyhed om sportsdirektør Nicolas Portals pludselige død. Den tidligere cykelrytter blev kun 40 år.
»Jeg tror bare mest af alt, at man er rystet. Det er ikke noget, man forventer for en mand som 'Nico', som var aktiv og fit. Det virkede til, at det hele kørte, og lige pludselig er det slut.«
Jeg skulle have været til Catalonien Rundt med ham om en lille måned.Søren Sliwa om Nicolas Portal
»Det er et lyn fra en klar himmel,« siger Søren Sliwa, der har arbejdet sammen med Ineos og Portal siden august 2018.
Franske Portal havde allerede problemer med hjertet under sin aktive karriere som professionel cykelrytter. Alligevel kommer den frygtelige nyhed uden nogen som helst form for varsel.
Faktisk var franskmanden afsted som sportsdirektør for Team Ineos under løbet Volta ao Algarve i Portugal for ganske nyligt, fra 19.-23. februar.
»Sidst jeg så ham var til vores camp i december, men egentlig skulle jeg have været til Catalonien Rundt med ham om en lille måned (fra 23.-29. marts, red.),« siger Sliwa om Portal.
Han forklarer, at de mange rejser til løb gør, at man bliver meget tæt med sine kollegaer, fordi man er sammen fra tidlig morgen til sen aften.
»Man er mere sammen med sine kollegaer end sin egen familie. Det bliver en slags forlænget familie, når man er afsted. 'Nico' var en person, som altid var dejlig at være omkring på grund af hans humør og energi. Han var altid sin egen og positiv,« siger Søren Sliwa.
Nicolas Portal orkestrerede otte Grand Tour-sejre som sportsdirektør, herunder Chris Froomes fire sejre (2013, 2015, 2016, 2017) samt Geraint Thomas' og Egan Bernals triumfer ved Tour de France i henholdsvis 2018 og 2019.
Ifølge flere medier havde han især et tæt forhold til Froome.

De mange sejre har gjort ham til en af nutidens mest velansete sportsdirektører, men alligevel er det ikke det, Søren Sliwa hæfter sig ved.
»Jeg synes, at det mest sigende er, når man læser på sociale medier. På trods af at han er måske en af de mest succesfulde sportsdirektører i nyere tid, så er det ikke det, man vil huske ham for,« siger danskeren.
»Det er mere hans energi og ånd. Der var plads til alle, der var altid smil på, og han var altid imødekommende. På trods af hans meritter er det mest hans person, man hylder og husker.«
Nicolas Portal, der omkom i sit hjem i Andorra, efterlader sig en kone og to børn.