En stor sorg har ramt cykelholdet Team INEOS.
For holdets sportsdirektør, Nicolas Portal, er pludseligt død tirsdag eftermiddag. Det oplyser holdet i en opdatering på Twitter.
'Vi er triste over at kunne meddele, at vores elskede holdkammerat, kollega og ven, Nico Portal pludseligt døde her til eftermiddag,' skriver Team Ineos.
Han blev 40 år gammel og døde i sit hjem i Andorra. Ifølge flere medier i Italien og Frankrig skyldes det et hjertestop.
'Vi er alle tynget af sorg over denne frygtelig nyhed og beder alle om at respektere familiens privatliv i denne svære tid. Hvil i fred, Nico - din sjæl vil altid være med os på vejene, og du vil altid være i vores hjerter,' skriver cykelholdet.
Nicolas Portal var selv tidligere cykelrytter, og han kørte for det franske hold AG2R Prevoyance fra 2001 til 2005. Efterfølgende skiftede han til Caisse d'Espargne, som han kørte for i tre sæsoner, inden han sluttede sin karriere hos Team Sky - det, der i dag hedder Team INEOS - i 2010.
Dengang måtte han stoppe sin aktive karriere på grund af hjerteproblemer, men han forlod ikke cykelsporten. I stedet tiltrådte han i rollen som sportsdirektør for Team INEOS.
På trods af sin unge alder var Nicolas Portal i 2013 med til at orkestrere Chris Froomes samlede sejr i løbet, og efterfølgende har han også været med til at føre Geraint Thomas og Egan Bernal op på toppen af Tour-podiet.