»Farvel - og tak!«
Sådan skriver Brian Nygaard på sin Twitter-profil onsdag morgen, hvor han annoncerer, at han stopper som cykelkommentator på TV 2.
Først på måneden delte den tidligere pressemand for blandt andet Bjarne Riis' CSC-hold en stor nyhed: At han flytter til Californien for at drive sin egen vingård.
Allerede dér begyndte spekulationerne om, hvorvidt det ville betyde et farvel til tv-gerningen, og det gør det altså.
»Jeg har nydt at kommentere cykelløb hos TV 2, men desværre har gode ting af og til en ende. Tak for tre herlige år med mine dygtige venner Rasmus Staghøj, Chris Anker Sørensen, Dennis Ritter, Rolf Sørensen og alle de rare kollegaer. Jeg kommer sgu til at savne det,« skriver Brian Nygaard.
I løbet af mange år var danskeren en del af cykelfeltet, først under Bjarne Riis, men dernæst først hos Team Sky, Team Leopard-Trek og Orica-Green-EDGE. Sidstnævnte forlod han dog i 2016, hvorefter han blev kommentator for TV 2 Sport.
Selvom det er et farvel til kommentatorgerningen på tv, fortsætter han med at beskæftige sig med cykelsport. Eksempelvis hos Weekendavisen som freelanceskribent.
Den 45-årige cykelekspert blev for nyligt far til tvillinger.