Cofidis-rytterne sidder og venter på hotellet. På femte døgn.

Og det får nu cykelholdets præsident til at reagere kraftigt.

»Situationen er virkelig ikke normal. Det minder om en gidseltagning. Vi bliver tilbageholdt mod vores vilje på et sted, vi ikke selv har valgt, uden at vide, hvor lang tid vi skal være her,« skriver Cofidis-præsident Thierry Vittu i et opslag på Facebook.

»Vi håber, at tingene forbedrer sig, men der sker ikke noget.«

Cykelrytterne og lederne fra det franske hold befinder sig på et hotel i Abu Dhabi. Her er i de karantæne på grund af smittefaren ved coronavirus, der i sidste uge førte til en aflysning af World Tour-løbet UAE Tour.

Siden har ryttere fra Cofidis siddet sammen med ryttere fra Groupama-FDJ og Gazprom-RusVelo alene på en etage af hotellet. Også UAE Team Emirates er stadig på hotellet, mens alle andre ryttere fik lov at forlade landet efter to døgn, da de blev erklæret uden for smittefare.

En af dem var danske Michael Mørkøv, der efterfølgende tog til VM i banecykling og vandt guld i parløb.

»Når vi møder en ansat fra hotellet på gangen, løber han væk. Vi bliver alle behandlet, som om vi har pest,« siger Thierry Vittu:

»Vores værelser er ikke blevet gjort rene, siden vi ankom for fem dage siden. Ved elevatoren kan vi hente sengetøj, sæbe og håndklæder på en vogn.«

Samtlige ryttere blev testet negative i fredags. Siden er de igen blevet testet søndag, men endnu har de ikke fået svar på de seneste prøver.

Imens må de vente, og de har ikke tilladelse til at forlade etagen på hotellet.

Ifølge Cyclingnews fordriver rytterne fra holdene tiden med at lave YouTube-videoer, eller også holder de sig i kontakt med familie og venner derhjemme. Det er ikke muligt at træne.