Pest eller kolera.

Det var det valg, som Simon Kjær og resten af det danske landshold stod over for nede i omklædningsrummet kort tid efter, de har set deres holdkammerat ligge livløs på jorden. Spil nu eller dagen efter klokken 12. Men ifølge den danske anfører burde de have valgt en helt tredje løsning.

Det fortæller han i DR-dokumentaren 'Landsholdet bag kulissen'.

»Vi skulle aldrig nogensinde have spillet den kamp. Aldrig nogensinde. Vi skulle have sat os ned i bussen, og så skulle vi have kørt hjem. Der var ikke en eneste nede i det omklædningsrum, der var i stand til at træffe en beslutning om, hvad vi skulle gøre,« fortæller Kjær og fortsætter:

Sådan så det ud, da spillerne kom tilbage på banen efter den lange afbrydelse.
Sådan så det ud, da spillerne kom tilbage på banen efter den lange afbrydelse. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg ville godt kunne lave den beslutning om og så egentlig have været ligeglad med resultatet og konsekvensen. Fordi vi var ikke i stand til at kunne spille en fodboldkamp eller tage en beslutning.«

En dybt berørt Simon Kjær måtte efter 62 minutter af opgøret lade sig udskifte. Han var ikke i stand til at spille videre, fortalte Kasper Hjulmand dagen derpå.

Allerede dagen efter Christian Eriksens kollaps var det en følelsesladet, men kontant dansk landstræner, der forklarede om det dilemma, som han og spillerne stod i nede i omklædningsrummet.

Det var nemlig det europæiske fodboldforbund, Uefa, der dikterede, at der kun var de to valgmuligheder.

»Jeg synes ærlig talt ikke, vi skulle have været på banen igen. Jeg har lidt dårlig samvittighed over, at vi skulle ud og spille igen,« sagde han blandt andet.

Efterfølgende kunne B.T. fortælle, hvordan de danske landsholdsspillere – på trods af deres forholdsvis diplomatiske udtalelser udadtil – var rasende på Uefa.

Spillerne var ifølge B.T.s kilder uforstående over for, at det europæiske fodboldforbund bad dem om at træffe en beslutning i en tilstand af chok. De følte sig som en brik i et større puslespil og pressede.

Tre dage efter kollapset i Parken var det derfor også en endnu mere kontant landstræner, der langede ud efter Uefa.

»UEFA kan udsætte en kamp med 48 timer i tilfælde af corona, men ikke ved et hjertestop. Man skulle have ledet med menneskelighed. Det havde været det rette at gøre,« sagde Hjulmand.

Ifølge spillerne gik de på banen med en følelse af, at resultatet mod Finalnd var komplet ligegyldigt. Den skulle bare overståes.
Ifølge spillerne gik de på banen med en følelse af, at resultatet mod Finalnd var komplet ligegyldigt. Den skulle bare overståes. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Gennem resten af slutrunden forsøgte B.T. gentagne gange at få Uefa i tale og forholde dem kritikken. Det blev dog udelukkende ved en skriftlig udtalelse, som de sendte ud to dage efter de rystende scener i Parken.

»UEFA er sikker på, at det behandlede forløbet med største respekt for den følsomme situation og spillerne. Det blev først besluttet at genoptage kampen, efter at de to hold ønskede at færdiggøre kampen samme aften.«

EM-opgøret mellem Danmark og Finland den 12. juni nåede at være afbrudt i næste to timer, inden spillerne gik på banen igen.

I dokumentaren fortæller de danske spillere om den ligegyldighed, de følte, da de skulle i gang igen. Resultat betød ingenting, og indtil for nylig havde Thomas Delaney endda glemt, at Pierre-Emile Højbjerg brændte et straffe undervejs i opgøret, fortæller han.

Finland scorede kampens eneste mål i det 60. minut.