Danske Glen Riddersholm nåede at være midlertidig cheftræner for den belgiske klub Genk i én dag.

For Genk har tirsdag aften offentliggjort en ny cheftræner i form af Bernd Storck, som klubben har skrevet kontrakt med, efter man mandag fyrede John van den Brom.

Det sker altså bare dagen efter, man meldte ud, at Riddersholm, der for nylig kom til klubben som assistenttræner, overtog posten midlertidigt sammen med Domenico Olivieri.

Ansættelsen af Storck har da også fået enkelte Genk-fans til at undre sig over, hvad der foregår:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

 

  • 'Den havde jeg ikke set komme. Troede på Riddersholm. Gad vide, hvor skuffet han er'
  • 'Jeg forstår det ikke'
  • 'God træner, men hvad fanden gør de med Riddersholm nu?'
  • 'Jeg troede, han i det mindste ville få chancen måneden ud'

Der var dog allerede indikationer på, at klubben måske ikke havde Riddersholm i sigte som permanent løsning i første omgang.

»Vi hentede ham ikke til klubben med den intention at gøre ham til cheftræner - og slet ikke med intentionen at gøre det så hurtigt. Han har de egenskaber, der skal til, og så vil vi løbende evaluere det«, sagde klubbens præsident Peter Croonen til mediet Sporza.

Riddersholm skiftede i starten af november jobbet som tv-ekspert hos Viasat ud med jobbet som assistent i Genk.

Han har tidligere stået i spidsen for FC Midtjylland og Sønderjyske i den danske Superliga.