De er lettede. Glade. Jubler.

Mange fodboldfans verden over var lykkelige, da Christian Eriksen for første gang i mange måneder gav lyd fra sig tirsdag aften.

Her kom det frem, at den danske landsholdsstjerne for første gang deler sin historie, efter han faldt om med hjertestop under EM i juni. Det gør han i et interview med DR, som udkommer i fuld længde torsdag.

Dog delte både Eriksen og DR to bidder af den lange snak tirsdag, hvor danskeren blandt andet sagde tak for støtten og de tusindvis af hilsner, han har fået, ligesom han slog fast, at han vil til VM i Qatar næste år.

Udmeldingen og de nye tv-billeder af Christian Eriksen fik mange fans til at reagerer i kommentarspor på både Instagram og Twitter, hvor det er væltet ind med positive beskeder og reaktioner til den 29-årige dansker.

  • 'En gang en Intermand, altid en Intermand. Held og lykke Chris. I næste uge skal jeg også have en vigtig hjerteoperation. Jeg er bange, men du har givet mig modet. Jeg vil kæmpe for mine sønner og min familie. Tak.'

  • 'At se dig score det tredje mål mod Real Madrid var det bedste liveøjeblik i mit fodboldliv. Dejligt at se du har det så godt. Du vil altid være velkommen i det nordlige London.'

  • 'Jeg græd i næsten en time, da jeg så dig kollapse på tv. Jeg var så bange for, du ville dø. Jeg tænkte på al den glæde, og de fantastiske minder jeg har fået ved at se dig spille. Jeg blev bange, da jeg tænkte på publikum i Parken og din stakkels familie. Jeg er så glad for, du er okay nu.'

  • 'Kom tilbage til Ajax, din legende!'

  • 'Hvor er det dejligt at se, du har det så godt. Jeg kan ikke vente med at se dig på banen igen.'

Sådan lyder blot et udpluk af de mange reaktioner, Christian Eriksen har fået. Også på Instagram har teaseren for tv-interviewet fået tusindvis af kommentarer fra folk, der er lykkelige over at se Christian Eriksen.

Blandt dem der har kommenteret på de sociale medier er den tidligere fodboldspiller Gilberto Silva, der skriver, at danskeren skal sige til, hvis han har brug for hjælp til noget.

Christian Eriksen-interviewet har også allerede trukket overskrifter verden over. Medier mange steder i Europa – heriblandt  i England, Spanien, Tyskland, Tyrkiet, Belgien, Holland – samt Sydamerika er blot nogle af dem, der har skrevet om den danske landsholdsspiller, som bruger den offentliggjorte snas af interviewet på at sige tak.

Ikke blot til de mange mennesker, der har skrevet til ham. Men også en tak til læger, landsholdet, familien. Han har fået breve, mail, blomster og hilsner fra nær og fjern.

Noget, der har gjort stort indtryk på danskeren, der selvfølgelig havde håbet på, han havde fået en anden slags opmærksomhed i forbindelse med EM, hvor han kun nåede at spille 43 minutter.

»Det var ikke, fordi jeg ønskede, at folk skulle sende blomster, fordi jeg var død i fem minutter,« siger Christian Eriksen i interviewet.

Den danske stjerne genoptræner lige nu i Chiasso i Schweiz, men allerede i løbet af januar bliver han formentlig klar til at træne med et hold, har danskerens agent Martin Schoots fortalt.