Et åbent brev fra 21 af Esbjergs spillere ramte torsdag medier landet over. Her blev der udtrykt 'stærk mistillid' til den nyansatte cheftræner Peter Hyballa.

Flere konkrete eksempler på tyskerens hårdhændede og voldsomme metoder bliver i det lange brev beskrevet, og det bliver samtidig understreget, at respekten for manden på sidelinjen er væk. Men alt det, ændrer ikke noget for ledelsen i Esbjerg.

Det fastslår bestyrelsesformand i 1. divisionsklubben, Michael Kalt, i et interview med B.T.

Hvad var din umiddelbare reaktion på det åbne brev?

»Det er frustrerende. For det første er der intet i det brev, der er nyt. Det er nærmest bare genbrug af de samme tre, fire tilfælde, der er blevet beskrevet for flere uger siden, og som vi har adresseret over for Peter, og som vi fortsat undersøger. For det andet har spillerne haft alle muligheder for at komme til os, hvis der har været mere, og ingen har sagt noget. Hvis der var ny information i det brev, som vi ikke havde hørt om før, så ville jeg måske reagere anderledes, men der er vitterligt ikke et eneste stykke information, der er nyt.«

Du sagde sidst, at du ikke kommer til at fyre en træner, ‘fordi 2-3 spillere ikke føler, at de har en rolle’. Nu har 21 spillere skrevet under på et åbent brev. Gør det ikke indtryk på dig?

»Ikke rigtigt. For at være ærlig så fik vi jo et nærmest identisk brev fra hele truppen omkring det her for to uger siden, hvor halvdelen af truppen endte med at strege deres navn ud. Det her handler i bund og grund om, at unge spillere bliver fortalt, at de skal skrive under på det her af enten de ældre spillere eller Spillerforeningen,« siger Michael Kalt, inden han kritiserer pressen for deres dækning af sagen:

»Jeg synes ærligt, at pressen i Danmark er nået et punkt, hvor det bare er latterligt. Ud fra de samme tre, fire hændelser bliver fortællingen lige pludselig, at Peter Hyballa er en ‘terror-træner’, der ikke går op i sine spilleres helbred.«

Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj.
Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj. Foto: Esbjerg fB
Vis mere

Det rører dig ikke, når der i brevet står, at spillerne oplever 'daglige trusler om fyringer, hånende, sexistiske og ydmygende bemærkninger'?

»Men brevet giver ikke et eneste eksempel på det udover de tre, fire ting, som der allerede er blevet beskrevet for flere uger siden, og som vi har bedt Peter om at stoppe med.«

»Det her begynder jo at virke, som om at Spillerforeningen er løbet ind i en mur, og derfor prøver de at vride hånden om på os ved at lave en ny mediehistorie om de samme hændelser. For hvis der er andet, så sig det! Vi har spurgt om det igen og igen, men der kommer ikke mere.«

Men kan du ikke se, at I står med et problem, når så mange spillere går ud og udtrykker stærk mistillid til jeres træner?

»Vi er selvfølgelig frustrerede, men vi kommer igennem det. Peter vil ændre sin adfærd, og det gør han nu, men det her kommer til at blive defineret af den opførsel, vi ser fremadrettet fra Peter, og hvordan klubben bliver ledt og præsterer fremover. Den bliver ikke styret i en anden retning, fordi nogle ældre spillere har fået Spillerforeningen til at gå amok og nærmest tvinger 16 unge fyre til at underskrive et brev.«

Siger du, at det er nogle meget få personer, som har fået en masse unge til at skrive under, fordi de ikke tør andet?

»Jo mere vi er kommet ind i det her, jo tydeligere er det, at det er nogle få ældre spillere med en stor stemme i omklædningsrummet, som er frustrerede over deres rolle i klubben, som får Spillerforeningen med ombord. De siger så til de unge, at det er det, man gør. Man står sammen som hold, 'og underskriv derfor det her for at støtte os'. Det er min nuværende konklusion baseret på det, jeg ved, og det forstår jeg godt, at man som ung spiller accepterer. Det ændrer bare ikke noget for os. Men hvis mere kommer frem, er situationen en anden, og så vil vi justere.«

Du har en lang række af spillere, som har ‘mistet respekten for Peter Hyballa som leder og inspiration’. Kan du leve med det?

»For mig at se kan man meget nemt teste, om spillerne rent faktisk har mistet respekten for en træner. For hver lørdag vil du få et svar på det. Og ja, det er da bekymrende i den forstand, at hvis det er sandt, så vil det komme til udtryk på banen. Det må vi se på de resultater, der kommer, om det er sandt. Og ud fra det må vi så agere.«

I har gennem jeres strategi gjort det meget klart, at I vil fokusere på unge spillere. Man kunne få den tanke, at I lige nu prøver at skille jer af med de ældre og løntunge spillere. Er I det?

»Nej, slet ikke. Om de er ung, gammel, dansk eller udenlandsk betyder ikke noget for mig. Jeg vil have et hold, der vil præstere på banen for os i det system, som vi forsøger at implementere. Men jeg kommer heller ikke til at spille med bestemte spillere, bare fordi de får meget i løn. Det er ligegyldigt for mig.«

Har du fuld tiltro og tillid til Peter Hyballa som cheftræner for Esbjerg fB?

»Jeg har fuld tiltro til, at Peter kan implementere det system, vi vil have. Jeg synes, han tager de rigtige skridt i forhold til at justere sin adfærd til kulturen i Danmark, og jeg synes ikke, han bliver fremstillet på en måde, der afspejler virkeligheden. Jeg føler faktisk med ham.«

Der er blevet sendt et åbent brev fra 21 spillere, der udtrykker stærk mistillid til jeres cheftræner. Ændrer det noget?

»Det korte svar er, at det ikke rigtig ændrer noget. Vi vil fortsætte med at tage det her seriøst, og vi vil fortsætte vores undersøgelse af det, der er blevet beskrevet. Vi vil stadig holde Peter Hyballa op på de standarder, der er i Danmark, og hvad der er acceptabelt at gøre i det her land. Hvis andet kommer frem, vil vi også tage det seriøst, men det ændrer ikke noget, fordi der ikke er noget nyt i det.«