Esbjergs ledelse giver ikke meget for den massive kritik, 21 spillere fra klubben har delt i et åbent brev omkring klubbens træner Peter Hyballa.

For de holder fast i tyskeren som træner. Og har spillerne et problem med det, kan de få ophævet kontrakten, hvis det er det, de ønsker.

Det fortæller ejernes talsmand, Paul Conway, der også er medlem af bestyrelsen, til JydskeVestkysten.

»Så må de komme til mig, så snakker vi om det, og hvis de ønsker at afbryde samarbejdet, så gør vi det. Hvis vi altså kan blive enige om, at det skal ske uden økonomisk kompensation,« lyder det fra Conway.

Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj.
Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj. Foto: Esbjerg fB
Vis mere

Conway er kold overfor kritikken. Iskold.

»Det er så uprofessionelt, så jeg aldrig har oplevet noget lignende. Det kan aldrig blive spillerne, der kommer til at afgøre, hvem der skal spille, og hvem der skal være træner. Vores træner hedder Peter Hyballa, vi har fuldt tillid til ham, og det her ændrer intet ved det,« siger han og peger på, at han mener, at spillerne har brudt en aftale.

For ifølge Conway var parterne i dialog mandag og aftalte, at de skulle snakkes ved fredag. Men torsdag sendte 21 spillere via Spillerforeningen et kritisk brev afsted, og den opførsel kalder Conway for 'latterlig'.

I brevet fortæller spillerne om tyskerens ledelse, som de selv kalder 'for daglige trusler om fyringer, hånende, sexistiske og ydmygende bemærkninger'. De mange eksempler på spillernes oplevelser kan du læse om her.

Krigen mellem Hyballa og Esbjergs ledelse på den ene side og spillerne på den anden er nu for alvor eskaleret, efter der i hele juli fra B.T.s og flere andre mediers side har været skriverier om Hyballas ledelsesmetoder.

Conway fortæller, at han ikke er bekymret for, om Esbjerg kan stille hold. Ambitionerne er stadig at rykke op i Superligaen. Og det er ikke et spørgsmål om 'hvis' – men 'hvornår', siger Conway.

Hyballa har været træner i Esbjerg siden maj 2021.

Her skrev han under på en toårig aftale.