De fleste sportsstjerner tænker på det – men meget få taler åbent om det.
Der er en slags tabu forbundet med at nævne det: frygten for at ryge ned i et stort sort hul, når karrieren slutter, og man går fra 'atlet' til 'eks-atlet'.
Sådan er det dog ikke for Sara Slott.
Den forsvarende OL-sølvvinder skulle være stoppet for et år siden, men udskydelsen af OL fik hende til at give karrieren kunstigt åndedræt.
Den 34-årige hækkeløber VILLE slutte af med et OL. Hendes sidste løb skulle være på den største scene af dem alle.
Derfor har hun haft masser af tid til at tænke på det næste kapitel i sit liv. Og hun har haft tid til at tænke på de udfordringer, der venter, når hun krydser målstregen for sidste gang i Tokyo. Når spotlyset forsvinder, og tomheden risikerer at komme snigende – og når adgangen til en række privilegier ophører. Noget, som ender med at give mange atleter mentale problemer.
Al den refleksion har gjort Sara Slott afklaret med, at der er en risiko for at ramme muren – og hun taler gerne åbent og ærligt om det.
»Jeg er spændt på, om jeg kan – det lyder lidt hårdt – blive lige så tilfreds i livet. Jeg er i hvert fald bevidst om, at det kan tage noget tid at finde sig til rette. At kunne sige det her med at være 'tidligere atlet' uden at få en klump i halsen og komme til savne det og have lyst til at gå tilbage til det, man kender,« siger hun.
»Det er det (professionel atlet, red.), folk kender mig som, og det er det, jeg bliver tituleret som. Når jeg møder nogen, er det altid det, der kommer op. Ikke så meget fra mig selv, men mere fra andre. Det er noget af det første, der bliver sagt. Og det åbner også nogle døre – man får automatisk en eller anden position ved at kunne sige, at man er eliteatlet på et højt niveau. Så ryger man ind i en bestemt rang.«
Den danske fanebærer spår, at det særlig bliver fraværet af adrenalin, som kommer til at være hårdt, når karrieren om få dage endegyldigt er slut.
»For mit vedkommende står og falder alt jo med, om jeg får taget den rigtige længde skridt ud af startblokken. Gør jeg ikke det, så er det hele væk. Og det er der selvfølgelig en masse nervøsitet bundet op på, men det er også det, der er spændende. Og det er det, der er motiverende. Jeg har brugt mange timer på at spekulere på, hvordan det bliver aldrig at skulle få den følelse igen,« siger Sara Slott.
»Selvfølgelig kan man få et spændende job, hvor der er meget på spil, men det kommer aldrig til at være på samme måde. Jeg kommer aldrig til at have investeret 20 år af mit liv på noget, der står og falder på et eller to skridt. Det kommer aldrig til at ske. Og det kommer aldrig til at være så personligt, som det jeg har lavet nu.«
»Så det er jeg super nervøs for. Jeg er vant til virkelig at få nogle seriøse skud dopamin og adrenalin. Og jeg er lidt spændt på at se, om jeg ender ud i en lidt depressiv tilværelse, fordi det hele bliver lidt leverpostej. Det må jeg indrømme,« fortæller hun.
Sara Slotts mundbind ryger af og til ned, når hun taler. Og den tidligere europamester hjælper også gerne selv lidt til i forsøget på at hive en smule frisk luft ind for at holde Tokyos trykkende varme ud.
Det betyder, at det karakteristiske smil bliver blottet – og sender en indikation af, at vi måske ikke behøver være direkte bekymrede for hendes fremtid, selvom danskeren altså er meget klar i mælet om den usikre tid, der venter efter OL.
Hun virker mere end veloplagt til dette pressemøde, som samtlige danske atleter skal igennem, inden de skal i konkurrence. Det er ikke alle, der stiller op til den slags med overskuddet væltende ud af ørerne.
Men her i Village Plaza, der er krydsfeltet mellem atleternes OL-by og resten af samfundet, er Sara Slott i hopla inden den sidste dans på verdens mest eksponerede dansegulv.
Det hænger måske sammen med den laissez faire-indstilling, hun har til tilværelsen. Den selvsamme indstilling, der har gjort, at hun med sine egne ord 'har drukket det vin og spist det pizza, McDonald's og chokolade', som hun har haft lyst til, i sin karriere.
Og det kunne lyde som den samme indstilling, der har fået hende til at sige til sig selv, at det vil tage noget tid at lande det rigtige sted, når pigsko og løbetights skiftes ud med en civil uniform.
»Jeg har en forventning om, at det ikke bliver særligt sjovt. Og at jeg kommer til at have nogle måneder, hvor jeg får svært ved at komme op af sofaen. Jeg har ikke en illusion om, at det bliver legende let,« siger Slott og fortsætter:
»Jeg har ikke et job, der venter, når jeg kommer hjem fra Tokyo. Og det er også bevidst. For jeg forventer, jeg har brug for tid til at finde mig selv. Jeg er vant til at hive mig selv op ved hårene, og det kommer jeg også til på et tidspunkt. Men det er okay at dykke ned og bare sumpe på sofaen. Jeg tænker, det er helt normalt, og jeg tror egentlig, det er en sund proces at skulle igennem.«
»Men det skal nok komme. Jeg er sikker på, jeg har mange gode kvaliteter. Der skal nok være nogen, der kan bruge mig forskellige steder. Men det kommer til at tage tid.«
Beslutningen om at stoppe karrieren har ikke været svær i forhold til det sportslige, fordi Sara Slotts akillessener og baglår begynder at være mærket efter så mange år på topplan.
Det har gjort, at hun ikke har kunnet træne optimalt i flere år – men det ændrer ikke på, at det er vemodigt for hende at gå på pension.
»Min krop er klar til, at det skal slutte nu. Men jeg synes jo, det er verdens fedeste liv. Jeg synes, det er mega privilegeret. Det her med, at det er ens job at være i sindssyg god form og løbe om kap. Altså … Det er helt barnlig skolegårdsagtigt: Men jeg synes bare, det er mega sjovt at løbe om kap. Tænk sig, at det kan være ens job …«
»Så selvfølgelig har jeg lyst til, at det skal fortsætte. Men det har været vigtigt for mig selv at kunne sætte et punktum. Og jo længere jeg trækker den, jo større sandsynlighed er der for, at jeg ikke får lov til det. Så jeg tror, det er et godt tidspunkt.«
Det med tidspunktet er det dog ikke alle i familien, der er enige i. Sara Slotts otteårige søn, Tobias, har nemlig en anden holdning, forklarer hun.
»Han synes, det er sindssygt irriterende, at jeg skal stoppe. For jeg tror, at nu er han nået en alder, hvor han er begyndt at få lidt kredit for at have en mor, der er lidt sejere på nogle fronter end helt almindelige kontoransatte. Han synes faktisk, det er lidt træls. Også fordi det betyder nedgang i rejsedage. Han er jo vant til at rejse jorden rundt hele tiden. Men nu har vi skullet fortælle ham, at det bliver et lidt mere normalt liv nu, hvor vi er lidt mere hjemme, og så tager vi måske en gang imellem på ferie …«
Man kunne ellers godt fristes til at tro, at det ville være en booster for familien at få et liv med færre rejsedage. Men den del har aldrig været et problem, fastslår Sara Slott.
»Han (sønnen, red.) har jo aldrig prøvet at have en mor, der ikke er det. Han har skullet lære at forstå, at alle andres mødre ikke tager ud og løber, når han er i skole. Han har spurgt: 'Nå, men hvor hurtigt løber din mor?' Han tror jo, det er normalt. Og han synes jo, det er mærkeligt, at deres mødre ikke er ude at rejse. Og at de ikke har de der perioder, hvor de er intensivt sammen med deres far. For ham har det været det normale.«
Men hele familien skal altså til at finde et nyt 'normal', når Sara Slott – senest på onsdag, hvor der er finale – sætter sidste punktum i karrieren.
