Fodbolddommeren James Adcock sprang som 27-årig ud som homoseksuel. Ti år efter er han parat til at fortælle fodboldverdenen om sin seksualitet.

I sin barndom var James Adcock vant til, at folk fortalte, at man ikke kan elske sport og være homoseksuel på samme tid.

Men den engelske topdommer James Adcock er et bevis på, at det ikke er sandt. Og da Adcock har sat sig i en sårbar situation ved at stå frem som homoseksuel, har han en opfordring til alle, der kommer til at møde ham i fodboldregi.

»Bare behandl mig, som du vil behandle alle andre,« siger han til BBC.

Forhåbningerne om en ordentlig behandling angår alt fra fodboldtilhængere på stadion til spillere og trænere, men faktisk også andre fodbolddommere. For det er langtfra alle kollegaer, der har kendt til Adcocks seksualitet før nu, og derfor har Adcocks åbenhed også fået opmærksomhed i de kredse.

»Der har været interesse fra kollegaer, der har sagt: 'Jeg er stolt af dig, James, at du tør stå frem som homoseksuel i sport', fordi de ved, at der stadig er nogle barrierer.«

Adcock mener, at de barrierer præger fodboldmiljøet en hel del. Ifølge Adcock er der flere dommere, som ikke tør springe ud, fordi de frygter for, at det får sportslige konsekvenser.

Til daglig dømmer James Adcock i EFL Championship, der er den næstbedste række i England. Englænderen er den dommer med det højeste dommerniveau, som er stået frem som homoseksuel. Desuden har han også været fjerdedommer i Premier League.

På spillersiden er der heller ikke mange spillere, der har valgt at åbne op. I den bedste engelske række, Premier League, er der ingen spillere, der er stået frem som homoseksuelle, mens de har været aktive.