(Opdateret 11.34: Flaget er nu fundet efter efterlysningen! Arne blev kontaktet og er siden genforenet med flaget, der blev efterladt til afhenting i receptionen hos hotellet Wake Up.)

Arne Stampe Pedersen og hans dannebrogsflag er blevet en fast del af opbakningen i Parken under landsholdets landskampe. Men tirsdag aften prøvede han noget, der aldrig er sket før.

Flaget blev stjålet.

Siden er efterlysningen nået vidt og bredt ud, men det såkaldte 'Videbæk-flag' er stadig pist forsvundet dagen efter 5-0-sejren over Israel i VM-kvalifikationskampen.

»Jeg har aldrig nogensinde prøvet at miste det før. Der er måske nogle, der smider et flag over eller tager det ned, når du er ude til slutrunder på udebane, men det er dét. Jeg har aldrig prøvet, at nogen ville stjæle flaget,« siger Pedersen til B.T.

Arne Stampe Pedersen plejer at stå på B-tribunen i Parken, og det er også der, at Videbæk-flaget normalt hænger.

»Der kom en kammerat ned til os i det 87. minut, fordi han ville stå med os, når spillerne gik rundt og blev hyldet. Der var flaget dér, men så vendte vi os rundt omkring ti minutter efter, hvor det var væk,« forklarer Pedersen, der som flaget antyder bor i midtjyske Videbæk.

Flaget blev født i 2008 og har været med ved fodboldslutrunder, All England, ishockey-VM og flere OL. I 2016 i Rio blev det opgraderet.

»Jeg har altid rejst rundt med et flag, hvor der stod Videbæk på. Men før OL i Rio i 2016 blev en kammerat og jeg enige om, at vi ville have et stort flag. Så vi købte det største flag, vi kunne finde i Harald Nyborg, og så blev det et samlingspunkt under OL. Der kom de første autografer på. Siden har det rejst med mig overalt,« siger Pedersen og tilføjer:

Arne Stampe Pedersen - her med rød butterfly - efterlyser sit ikonisk flag.
Arne Stampe Pedersen - her med rød butterfly - efterlyser sit ikonisk flag. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Flaget er en del af mig. Det er det, jeg rejser med, hver gang jeg er af sted. Der er virkelig mange fede minder, der er gemt i flaget. Det er positive minder, jeg altid tænker tilbage på,« lyder det.

Derfor håber han, at han kan blive genforenet med flaget, og han får hjælp af DBU.

»Jeg har snakket med en del medier nu, og jeg ved, det er delt meget på Twitter, Instagram og Facebook. Jeg ved, at DBU vil tjekke overvågningen i løbet af i dag for at se, om de kan se noget,« siger han og tilføjer:

»Jeg håber, der er en, der vågner med lidt tømmermænd – både de moralske og fysiske – og tænker 'hvad fanden skal jeg med det flag?'.«