Det svenske fodboldlandshold dropper januars træningstur til Qatar efter kritik fra landets klubber.

Det meddeler Det Svenske Fodboldforbund på sin hjemmeside. Meldingen kommer, efter Sverige så sent som i weekenden ellers slog fast, at turen ville gå til Qatar.

Noget, der medførte en del kritik. Blandt andet fordi Sverige har været med til at opponere mod Qatars syn på menneskerettigheder og dårlige forhold for migrantarbejdere, og derudover kom der også kritik fra de svenske klubber.

»Hele konceptet med januarturen beror på, at de svenske klubber er villige til at slippe deres spillere, så vi kan bruge dem. Efter en god samtale med SEFs ordfører, Jens Andersson, i aftes, er det tydeligt, at der er en holdning blandt klubberne, at de ikke ønsker, turen skal gå til Qatar,« siger generalsekretær Håkan Sjöstrand.

Han fortæller, at fordi hele turen er afhængig af samarbejdet med klubberne, så vil forbundet nu se på andre alternativer.

Ideen med træningsturen er, at særligt de unge spillere fra Allsvenskan og andre nordiske klubber kan vise sig frem og få lov til at snuse lidt til landsholdet.

»Rent sportsligt er januarturen vigtig for os, og vi arbejder på at kunne sikre, den finder sted et andet sted næste år. Adskillige spillere har taget skridtet fra januartur til vores A-landshold de seneste år. Det er en god forberedelse for unge spillere, og vi håber, vi kan fortsætte med det i mange år,« siger Sveriges landsholdsleder, Stefan Pettersson, i pressemeddelelse.

Tidligere forsvarede landstræner Janne Andersson ellers turen.

»Hvis ikke slutrunden var placeret der, var vi aldrig taget derned. Der er ingen tvivl om, at vi synes, det er forkasteligt, hvordan de behandler arbejderne,« sagde han ifølge NTB.

Qatar bliver ofte både diskuteret og kritiseret, og det har også været – og er stadig – et stort tema, at VM i 2022 skal afholdes netop her.