Du har måske set flaget før til landskampe, men nu er det væk.

Der var massiv jubel i Parken tirsdag aften, da Danmark smadrede Israel 5-0 i VM-kvalifikationskampen.

Men det var ikke alle, der smilte efter opgøret.

For et stykke rooligan-kultur er blevet væk.

Det er dette flag, der er blevet væk.
Det er dette flag, der er blevet væk.

Siden 2008 har landsholdsfanen Arne Stampe Pedersen fra midtjyske Videbæk rejst verden rundt med sit dannebrogsflag, der af åbenlyse årsager er blevet dømt 'Videbæk-flaget', da der står påmalet Videbæk henover flaget. Men efter sejren over Israel er det blevet stjålet og bliver nu efterlyst.

'Det legendariske Videbæk-flag er væk. Hvis nogen har set dette stykke landsholdsklenodie, så meld ind,' skriver Fanservice for Danmark, der er DBUs officielle profil for landsholdsfans.

I selve efterlysningen står der:

'En eller anden dude har i sin brandert stjålet Videbæk-flaget. Det skal findes!! Hjælp med at få flaget tilbage til Arne igen'.

Flaget har været vidt omkring med ejer Arne Stampe Pedersen, der første gang luftede flaget under OL i Beijing i 2008. Flaget kunne også ses i Parken under EM på hjemmebane i sommer. Det hænger trofast blandt de rød/hvide fans både på udebane og hjemmebane.

»Det nuværende flag købte jeg op til OL i Rio i 2016. Jeg fandt det største flag på 2,5 x 3,5 meter i Harald Nyborg, og det flag har fulgt mig siden,« fortalte Arne Stampe Pedersen til Fyens Stiftstidende i sommer.

Og flaget og de mange rejser har budt på mange forskellige oplevelser. Også et par skræmmende af slagsen.

»Under alle omstændigheder har det givet nogle fede oplevelser. Nogle har været lidt skræmmende, når man har stået midt i det. Jeg er da blevet overfaldet på åben gade midt på dagen i Sydafrika, men på bagkant har det bare været med til at give et specielt helhedsindtryk,« har fodboldfanen fortalt tidligere.