Paris Saint Germain-spilleren Aminata Diallo nægter at være involveret i det voldelige overfald på sin holdkammerat Kheira Hamraoui i sidste uge.

Det oplyser fodboldspilleren i en meddelelse fra sin advokat, skriver nyhedsbureauet AFP.

I meddelelsen lyder det, at Amanita Diallo 'håber, at juridiske myndigheder afslutter deres undersøgelse hurtigt, og hun er sikker på, at den vil ende med at vise hendes fuldstændige og totale uskyld'.

Hun er ikke blevet sigtet i sagen.

Det er første gang, at 26-årige Diallo udtaler sig om sagen.

Hun er ikke blevet sigtet, men var tilbageholdt i næsten halvandet døgn, indtil torsdag aften, hvor hun blev løsladt.

En tredje PSG-spiller, Sakina Karchaoui, er også blevet bedt om at give sin version af sagen, mens en mandlig ven af Diallo er blevet tilbageholdt og løsladt igen uden sigtelse af politiet i Lyon.

Dermed er sagen fortsat omgærdet af stor mystik, efter Aminata Diallo ellers var mistænkt og tilbageholdt i sagen i 35 timer, og det er endnu uklart, hvordan undersøgelsen af sagen fortsætter efter løsladelserne.

Aminata Diallo kørte bilen, da Kheira Hamraoui blev overfaldet med et jernrør af to indtil videre ukendte gerningsmænd.
Aminata Diallo kørte bilen, da Kheira Hamraoui blev overfaldet med et jernrør af to indtil videre ukendte gerningsmænd. PAUL VERNON

Diallo blev onsdag morgen anholdt, men har ifølge L'Equipe ikke selv begået overfaldet. Hun var dog til stede, da det skete torsdag i sidste uge.

Efter en middag arrangeret af PSG sad de to spillere sammen i en bil, da maskerede gerningsmænd overfaldt 31-årige Hamraoui og slog hende på benene med jernstænger.

Diallo blev holdt fast af en af gerningsmændene, men slap fra hændelsen uden skader.

Overfaldet varede få minutter og har skabt overskrifter verden over som én af de vildeste episoder i sportshistorien.

Efter overfaldet mistænkte politiet nemlig ifølge flere franske medier Aminata Diallo for at have bestilt overfaldet på sin holdkammerat.

Blandt andet på den baggrund, at de konkurrerer om den samme plads på midtbanen – både i Paris Saint-Germain og det franske landshold.

Politiet har ligeledes mistænkt Diallo, der var chauffør den aften, for at være involveret, fordi bilen kørte meget langsomt, da den voldsomme hændelse fandt sted.

Derudover var hensigten med overfaldet tydeligvis også at gøre skade på Kheira Hamraoui. De to maskerede mænd stjal nemlig ikke noget fra bilen efter at have tævet løs på PSG-spilleren, men flygtede blot tilbage i mørket.

Tirsdag aften i denne uge spillede Aminata Diallo på den midtbaneplads, som Kheira Hamraoui normalt indtager, da PSG foran 16.000 tilskuere mødte Real Madrid i Champions League.

Hamraoui sad ude på grund af de skader, hun pådrog sig under overfaldet. PSG har fordømt overfaldet, men har endnu forholdt sig tavs om sagens detaljer.