Efter et historisk lavt seertal for blot to uger siden gør Hjulmands drenge nu et mindre comeback.

For Danmarks overlegne 4-0-sejr over Østrig blev nemlig set af markant flere danskere end kampene mod Moldova og Israel i ugerne forinden.

Det viser de ugentlige tv-tal fra Kantar Gallup, der tæller alle seere i deres målinger – også tallene fra streamingtjenesten Discovery+.

I alt så 450.000 danskere med fra sofaen, da de danske landsholdsstjerner hev den tredje sejr på syv dage i hus i VM-kvalifikationen.

Foto: Christian Bruna
Vis mere

Det er en stigning på hele 49 procent i forhold til Israel-kampen, hvor kun sølle 303.000 seere så med på Kanal 5.

Til sammenligning fulgte lidt over 1,1 millioner danskere med på samme kanal, da landsholdet i midten af november 2019 kvalificerede sig til den EM-slutrunde, der spilles til sommer.

Med til historien hører dog, at det var inden, Discoverys kanaler røg ud af YouSees kabelpakker. Noget, der har fået seertallene til at bløde voldsomt.

B.T. var efter kampen mod Israel i kontakt med kommunikations- og PR-chef hos Discovery Networks Lena Bøgild, der forklarede:

Foto: Atef Safadi
Vis mere

»Vi er rigtig glade og stolte over for at kunne vise herrelandsholdets kampe, og vi gør som altid vores bedste for at give danskerne den bedste landsholdsoplevelse. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi har sat alt i søen for at lave de bedste fodboldaftener.«

Hun ønskede dog ikke at udtale sig yderligere i forhold til de lave seertal, som man har oplevet det seneste år.

I efteråret var seertallene ligeledes på katastrofekurs, da der under Nations League-opgøret mod Belgien i september sidste år blot var 357.000 tv-seere i snit.

Der er dog lys for enden af seertal-tunnelen hos DBU, for i 2022 er landsholdet nemlig tilbage på TV 2, der har lavet en rettighedsaftale med det europæiske fodboldforbund, UEFA, som løber frem til 2028.

Udover alle kampe i EM- og VM-kvalifikationen, Nations League- og venskabskampe har TV 2 sammen med DR sikret sig rettighederne til EM i 2024 og 2028.

Sommerens EM-slutrunde bliver sendt på Viaplay og DR.