Den norske landstræner Ståle Solbakken udelukker ikke, at en boykot af næste års VM i Qatar kan komme på tale.

I et interview med TV2-programmet "Lippert" åbner han for, at våbnet kan tages i brug i yderste konsekvens.

»Det tror jeg, at alle er enige om – både i det danske og norske fodboldforbund. Boykot er det sidste, desperate virkemiddel, som vi er villige til at bruge, fordi jeg har ingen tro på at lukke hinanden ude vil føre til noget godt for nogen,« siger Ståle Solbakken.

I interviewet understreger nordmanden imidlertid, at han fortsat tror mest på dialog og protester for at skabe forandring i Qatar.

Foto: JON NAZCA
Vis mere

I februar udsendte den britiske avis The Guardian en artikel om forholdene for migrantarbejdere i Qatar.

Avisen regnede sig frem til, at mindst 6500 migrantarbejdere har mistet livet i landet, siden Qatar blev tildelt værtskabet for VM i 2022 for 11 år siden.

Foruden migrantarbejdernes rettigheder peger Solbakken på forhold for homoseksuelle og fri bevægelighed for journalister som noget af det, der skal forbedres.

Med andre ord skal der stilles større krav til værtsnationen, mener han.

»Måske er det naivt. Men vi har en matchbold nu, som vi skal bruge til at skabe forandring. Det er jo ikke et tilfælde, at der opstår protester mod Qatar i forskellige lande lige nu.«

»Det er, fordi begivenheden nærmer sig, og fordi det er nødvendigt, at der sker en forandring. Hvis vi står sammen, har vi en stor mulighed for, at snebolden kan rulle, blive større og slagkraftig. Og vi har alle et ansvar for, at det vil ske,« siger den tidligere FCK-træner i "Lippert".

Op til begyndelsen på den europæiske del af VM-kvalifikationen har der været stor debat om slutrunden, og flere fodboldlandshold har markeret sig med protester.

Det norske landshold lagde ud med at bære t-shirts, der opfordrede til at forsvare menneskerettigheder. Siden fulgte en række landshold, heriblandt det danske, trop med forskellige protesttrøjer.

Ståle Solbakken har været meget aktiv i debatten om VM i Qatar, siden han tiltrådte som landstræner for Norge.

Blandt andet opfordrede han til, at der kom gang i en europæisk bevægelse frem mod næste års verdensmesterskab.

I Norge har flere klubber offentligt opfordret Norges Fodboldforbund (NFF) til at boykotte turneringen. Forbundet har meddelt, at det afholder et ekstraordinært møde med en eventuel VM-boykot som hovedtema 20. juni.