Den tidligere fodboldspiller Jesper Grønkjær er ude af sin kamp mod en depression.

Det fortalte han åbenhjertigt i et interview på TV 2 i Go'aften Live.

Grønkjær delte forleden på Twitter, at han var stoppet med sin antidepressive medicin, efter han i 2017 gik ned med stress og depression.

Og onsdag aften delte han så sin version af det, han selv kalder et vigtigt emne.

Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

For Grønkjær startede det med en ekstrem hovedpine, han ikke kunne slippe af med. Han blev tjekket for alt. Det stod klart, at han var stresset, udbrændt, men depressionsdiagnosen kom først senere.

»Den antidepressive pille løfter dig op af et meget, meget stort hul. Et hul, der for mit vedkommende var så dybt, at jeg måtte indlægges. Det var på psykiatrisk afdeling i Risskov på daværende tidspunkt, hvor jeg blev indlagt i en weekend på den 'lukkede', som man siger,« siger Grønkjær.

Han endte dog på et åbent afsnit, hvor hans rejse med at komme ud af depressionen begyndte.

»Den pille, du tager, virker desværre først efter to-tre uger. Og det er ikke, fordi det forsvinder, når du tager pillen. Nej, den løfter dig lige så stille. Men i de første uger stiger dine bivirkninger naturligvis, og det var et kæmpe problem for mig. Jeg var ikke vidende om de bivirkninger. Jeg havde mundtørhed, uro, jeg havde de samme tanker om og om igen.«

»Det, der gør, at jeg bliver indlagt, er, at jeg ikke sover i 14 dage er mit bedste bud. Jeg sover måske 45 minutter og er vågen og om igen. Jeg er totalt rastløs og har angst i sådan grad, at jeg mere eller mindre hænger op under lamperne. Da jeg blev indlagt, er jeg 8-10 dage inde i behandlingen med præparatet Sertralin, men jeg siger til min kone, at jeg ikke kan mere. Jeg skal have hjælp. Hun skal køre mig afsted nu,« siger Grønkjær, der blev rørt og påvirket undervejs.

»Det er den bedste beslutning, jeg kunne tage.«

»Det var et råb om hjælp. Og det er også derfor, jeg sidder her i dag. Jeg er helbredt, om du vil. Det kan godt være, jeg får en depression igen. Min chance for at få det er større end for dem, der ikke har haft en. Det har haft en enorm indvirkning på mit liv efterfølgende,« siger Grønkjær.

Siden er den tidligere fodboldspiller vendt retur til jobbet som fodboldekspert hos TV3 Sport. Et job, han stadig bestrider i dag.

Grønkjær spillede i sin karriere for AaB, Ajax, Chelsea, Birmingham, Atlético Madrid, Stutgart og FC København, inden han stoppede karrieren i 2011. Han har desuden spillet 80 landskampe for Danmark.