Norsk politi har afsluttet efterforskningen i den meget omtalte sag omkring fodboldklubben Brann SK.

Den 10. august blev der afholdt en fest på danskerklubbens stadion i Norge. Til festen var 12 Brann-spillere mødt op sammen med syv kvinder, og her gik det altså galt.

Efterfølgende viste det sig, at en spiller som havde overtrådt loven, og han blev efterfølgende sigtet for både vold og voldtægt. I en pressemeddelelse skriver norsk politi, at voldtægtssagen er sendt videre til statsadvokater, imens der er fældet dom i sagen om vold.

10.000 norske kroner (7.389 kroner, red.) lyder dommen på for at overtræde norsk straffelovs §271 om kropskrænkelse.

Foto: Tor Erik H. Mathiesen
Vis mere

Politiadvokat Lillian Anderson Kleppe fortæller til TV 2 Norge, at overtrædelse af straffeloven om kropskrænkelse er den mildeste form for vold i den norske straffelov, men at det ikke skal nedtone sagens alvor.

»Det angår vold, og i den forstand har sagen en vis alvor,« siger hun.

Norsk politi meddeler, at hvis spilleren accepterer bøden om vold, vil sagen blive betragtet som lukket. Det er endnu uvist, om spilleren vil acceptere bøden eller ej. Dog giver spillerens forsvarsadvokat, John Christian Elden, en indikation på det.

»Kan stadig ikke se nogen grund til, at han skulle sigtes eller senere retforfølges, så sagen bør henlægges,« siger han.

I forhold til sigtelsen om voldtægt vides det ikke, hvornår der træffes en afgørelse.

»Det er en sag, der prioriteres på grund af sagstypen. Normalt varierer det lidt afhængigt af mængden af sager og så videre,« siger Lillian Kleppe.

I SK Brann spiller danske Daniel A. Pedersen og Japhet Sery Larsen. Tidligere var også målmand Mikkel Andersen på kontrakt i klubben, men den blev ophævet efter festen. Sidenhen har han skrevet kontrakt med Viborg FF.