FC København har protesteret over det gule kort, som Mathias 'Zanka' Jørgensen modtog mod slutningen af søndagens derby i Brøndby.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Det var i forbindelse med københavnernes annullerede mål, at FCK-stjernen så ud på dommerens VAR-skærm og efterfølgende fik et gult kort på opfordring af kampens fjerdedommer.

'Zanka' blev ifølge FCK oplyst af dommer Jakob Kehlet, at han ikke havde generet ham eller hørt ham sige noget, men at han fik advarslen for at kigge på VAR-skærmen under dommerens gennemsyn.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ifølge klubben gentager både dommer og fjerdedommer efterfølgende, at det er årsagen til det gule kort.

Men ifølge FCK skulle den advarsel aldrig være givet.

»Der er af FC Københavns opfattelse af fodboldloven ikke hjemmel for at give gult kort for at se på skærmen, men kun for at befinde sig i review-området, hvilket Zanka ikke gør på noget tidspunkt,« skriver klubben.

FC København oplyser videre, at de endnu ikke har modtaget kampresuméet, men for at kunne nå at protestere inden fristens udløb har rykket for den.

Det er denne handling, som Mathias 'Zanka' Jørgensen modtaget sit gule kort for.
Det er denne handling, som Mathias 'Zanka' Jørgensen modtaget sit gule kort for. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi er nu blevet oplyst om, at det gule kort er givet for en såkaldt A1-forseelse, hvor spilleren 'indtræder på, genindtræder på eller forsætligt forlader banen uden dommerens tilladelse',« skriver klubben og fortsætter:

»Det harmonerer ikke med den begrundelse, der blev givet både under og efter kampen, og vi finder det besynderligt, at der nu er tale om en anden forseelse, end den vi blev oplyst flere gange.«

Hvis det gule kort ikke bliver annulleret, vil Mathias 'Zanka' Jørgensen på grund af karantæne ikke være i spil til topkampen mod FC Midtjylland 14. marts.